DR i London: Lange ansigter og stor skuffelse

Sportsbarerne i London blev hurtigt rømmet, da det stod klart, at England var blevet besejret af Island ved EM, fortæller DR-journalist.

Britiske fodboldfans måtte i aften se deres landshold slået af undertippede Island. (Foto: © Sean Dempsey, Scanpix)

Island vandt aftenens EM-kamp 2-1 over England og er overraskende klar til kvartfinalerne ved EM i fodbold.

Dette faktum var noget svært at sluge i en af fodboldens højborge i London, England.

- Det er nogle lange ansigter, jeg har set her til aften, fortæller DR-journalist Clara Binczak Lindhardt.

- Der er ikke ligefrem fest her på pubben, hvor jeg befinder mig.

De britiske fodboldfans var hurtige til at rejse sig og rømme baren, efter det stod klart, at det engelsk landshold havde lidt et sviende nederlag

- Folk er skuffede, de synes, det er pinligt. De havde slet ikke regnet med at tabe mod Island, siger Clara Binczak Lindhardt.

Islands fodboldlandshold kan efter den imponerende indsats se frem til at møde værtsnationen Frankrig i EM-kvartfinalen.