Bevæget Marcus Allbäck: I forstår ikke Zlatans betydning i Danmark

Sveriges assistenttræner og tidligere FCK-angriber, Marcus Allbäck, var tydeligt berørt, da han skulle vurdere Zlatans betydning for Sverige.

Zlatan Ibrahimovic hyldes af det meste af fodboldeuropa. (Foto: © Bulent Kilic, Scanpix)

Mange af de svenske spillere, der forlod omklædningsrummet var berørte over, at de nu havde spillet sammen med Zlatan Ibrahimovic for sidste gang.

Også assistenttræner Marcus Allbäck, der også har spillet sammen med Ibrahimovic på landsholdet, var tydeligt bevæget, da han over for DR skulle sætte ord på, hvad det er for en personlighed, Sverige siger farvel til nu.

- Jeg har svært ved at sige noget om det. Svært ved at sætte ord på det, på ham, sagde Allbäck til DR og fortsatte:

- At beskrive hans personlighed og hans betydning og at gøre det kort, det kan jeg ikke. Det kan man måske i Danmark, for han er ikke dansk, og måske forstår man ikke hans betydning i Danmark. Det er ubeskriveligt, sagde Allbäck.

Den bedste i svensk fodboldhistorie

- At vi har levet i samme tid som ham og har fået lov til at opleve en spiller som i svensk fodbolds historie overlegent er den bedste, er fantastisk.

- Vi skal se det på den måde, at vi har fået en chance og mulighed at opleve ham som spiler og personlighed, sagde Allbäck.

Marcus Allbäck har selv været angrebsmakker med Zlatan Ibrahimovic på det svenske landshold. (Foto: © Bob strong, Scanpix)

- En fantastisk spiller og person. Og kæmpe betydning for ikke kun svensk fodbold, men for det svenske samfund.

- Der findes ikke en person, som i de sidste år har været større end ham. Der kommer virkelig en stor tomhed, sagde han.

Og den tomhed skal fyldes ud med et nyt svensk landshold. Men det havde Allbäck svært ved at forholde sig til efter nederlaget til Belgien i Nice.

- Det er svært at sige noget om fremtiden uden Zlatan. Man har så mange tanker og følelser i kroppen, så du må kontakte mig om en uge eller to, når jeg har landet alle disse tanker.