Anklager: Undslupne russiske hooligans var trænet i ekstrem vold

Chefanklageren i Marseille vurderer, at 150 undslupne russiske hooligans var trænet op i at udøve vold før lørdagens EM-kamp.

Det franske politi arresterer en britisk hooligan efter uroligheder i Marseille. (Foto: © Ruben Sprich, Scanpix)

Ti fodboldfans skal mandag for retten i Marseille, meddeler nyhedsbureauet AFP. De er under anklage i sagen om de uroligheder, der gik forud for Englands 1-1-kamp mod Rusland lørdag i den franske by.

De russiske fans har flere steder fået skyld for at stå bag en stor del af de voldelige handlinger i Marseille, men ingen af de ti på anklagebænken er fra Rusland. Det lykkedes nemlig for de samtlige russiske hooligans af undslippe politiet.

-Der var 150 russiske fans, som i virkeligheden viste sig at hooligans. Disse mennesker var forberedte på ultra-hurtige og ekstemt voldelige aktioner og er trænet op i det, fortæller Brice Robin, der er anklager ved retten i Marseille.

Englændere, franskmænd og østrigere under anklage

Robin beretter også, at nogle russiske fans er blevet afvist i Marseilles internationale lufthavn, mens andre er ankommet over land.

Det lykkedes for alle de russiske hooligans at undslippe politiet.

Balladen før de to landes første kamp ved EM-slutrunden betød, at 35 mennesker kom til skade, heraf tre alvorligt, og en engelsk fans tilstand er fortsat "kritisk, men stabil".

De hooligans, der er under anklage, kommer fra England, Frankrig og Østrig, mens ingen fra Rusland er på anklagebænken mandag.