I morgen skal de bedste skihoppere i verden igen i aktion. Det sker i Garmisch-Partenkirchen i Tyskland, hvor anden afdeling af den traditionsrige Firebakketurnering finder sted.
I den forbindelse bringer jeg herunder mit aktuelle bud på historiens 30 bedste skihoppere.
Top 30-listen bygger på skihoppernes niveau og deres præstationer ved først og fremmest OL, VM, World Cuppen og Firebakketurneringen, der er blevet afviklet siden 1952/1953. Men VM og World Cuppen i skiflyvning er også taget i betragtning.
Skihop var allerede på programmet ved det første vinter-OL i 1924, mens det første VM blev afviklet i 1925. Og i 1953 blev den første Firebakketurnering arrangeret. World Cuppen blev derimod først indført i 1979.I flere årtier var det kun den store bakke, der var med ved OL og VM. Først i 1960erne kom den lille bakke med, lige som holdkonkurrencerne først begyndte at komme med i 1980erne.
Første afdeling af vinterens Firebakketurnering fandt sted i i Oberstdorf, hvor vinderen med en dags forsinkelse blev den blot 21-årige østriger Stefan Kraft, der endnu ikke er nærheden af komme med på listen.Husk, at vi i morgen som altid sender konkurrencen fra Garmisch-Partenkirchen på DR1 fra klokken 13.50.
1. Matti Nykänen, Finland
Historiens uden tvivl største skihopper. Var et kæmpetalent, der blot 18 år gammel vandt sit første VM. Det var på den store bakke i Oslo i 1982. Han vandt paradoksalt nok ikke flere individuelle VM-titler, men sikrede sig tre individuelle OL-guldmedaljer, den samlede World Cup fire gange og hele 46 World Cup-sejre. Efter karrieren gik det på det personlige plan galt for Matt Nykänen, der blandt andet har kæmpet med store alkoholproblemer. I disse dage deltager han i TV-stationen YLEs specielle nytårskampagne, som opfordrer folk ikke at drikke alkohol i de første 100 dage i 2015.
2. Jens Weissflog, DDR/Tyskland
Var i mange år Matti Nykänens største rival, og deres opgør var meget værdifuld for sporten. Han vandt individuelt to VM-titler og to OL-titler. Var den første til at vinde Firebakketurneringen fire gange. Den samlede World Cup vandt han en enkelt gang, to gange blev han nummer to og i alt blev det til 33 World Cup-sejre.
3. Birger Ruud, Norge
Var skihopsportens første store stjerne. Vandt OL-guld på den store bakke i både 1932 og 1936 samt sølv i 1948. Vandt desuden tre VM-titler og en enkelt sølvmedalje. Havde vundet endnu mere, hvis ikke sporten havde ligget stille under 2. verdenskrig. Var også i verdenseliten i alpin skiløb og vandt VM-bronze i den kombinerede konkurrence i 1935. "Gullfuglen fra Kongsberg" er et af alle tiders mest populære sportsnavne i Norge.
4. Adam Malysz, Polen
Polakken med det karakteristiske moustache er udover Matti Nykänen den eneste med fire samlede sejre i World Cuppen. De første tre gange var i træk, fra 2000/201 til 2002/03, mens den sidste kom i hus i 2006/07. Vandt i perioden 2001 til 2007 fire individuelle VM-guldmedaljer. Ved OL strøg han derimod aldrig helt til tops. I 2002 vandt han sølv og bronze på henholdsvis den store og lille bakke, mens det i 2010 blev til sølv på dem begge.
5. Janne Ahonen, Finland
Har vundet fem VM-titler heraf tre individuelt. World Cuppen vandt han to gange, i 2003 og 2005, mens det blev til to andenpladser. Er med 108 podiepladser den, der oftest er endt i top tre ved en World Cup-konkurrence. 36 gange har han vundet en. Er den eneste, der har vundet Firebakketurneringen hele fem gange.
6. Simon Amman, Schweiz
Er den eneste, som to gange har vundet guld i begge individuelle konkurrencer ved et OL. Først gjorde han det i Salt Lake City i 2002 og dernæst i Vancouver i 2010. Har vundet en enkelt individuel VM-guldmedalje. I World Cup-sammenhæng har han vundet 23 konkurrencer samt den samlede World Cup i 2010. Er p.t. nummer seks i den samlede World Cup.
7. Gregor Schlierenzauer, Østrig
En af de mest talentfulde skihoppere nogensinde og allerede den mest vindende i World Cup-sammenhæng med 53 sejre. Blev nummer et i den samlede World Cup både i 2009 og 2013. Vandt VM-guld på den store bakke i 2011 og har desuden vundet fem guldmedaljer ved VM for hold. I 2013 vandt han VM-sølv på den lille bakke. Ved OL har han vundet fem medaljer - men kun en af guld; i holdkonkurrencen i 2010. Vandt World Cuppen i skiflyvning i 2009 og 2011. Vandt Firebakketurneringen både i 2011/12 og 2012/2013.
8. Martin Schmidt, Tyskland
Vandt to individuelle VM-titler; på den store bakke i 1999 og 2001, hvor han desuden blev den første til at vinde medalje i samtlige fire konkurrencer, idet han også vandt guld i holdkonkurrencen på den store bakke, individuelt sølv på den lille bakke samt holdbronze på den lille bakke. Den samlede World Cup har han vundet to gange, og i alt er han strøget til tops 28 gange i en World Cup-konkurrence. Var stærkt medvirkende til, at sportens popularitet for 10-15 år siden nået nye højder i Tyskland – især TV-mæssigt. Stoppede karrieren i januar 2014.
9. Andreas Goldberger, Østrig
Har vundet den samlede World Cup tre gange og opnåede i alt 20 World Cup-sejre. Vandt VM-guld på den lille bakke i 2001. Har desuden to samlede World Cup-sejre i flyflyvning. Vandt Firebakketurneringen i både 1992/93 og 1994/95. Blev nummer et i den samlede World Cup i både 1994 og 1995.
10. Helmut Recknagel, DDR
Hans største triumfer var guldmedaljerne på den store bakke ved OL i 1960 og VM i 1962, hvor det også blev til bronze på den lille bakke – lige som ved VM fire år tidligere. Var den første til at vinde Firebakketurneringen tre gange. I 1958/59 var han tilmed den første til at vinde tre af de fire konkurrencer ved samme turnering.
11. Bjørn Wirkola, Norge
Vandt VM-guld på begge bakker i 1966. Vandt Firebakketurneringen tre år i træk – fra 1964/5 til 1966/67 – som den første og hidtil eneste. Blev i samme periode regnet som verdens helt klart bedste skihopper.
12. Thomas Morgenstern, Østrig
Har to sejre i den samlede World Cup. Den seneste i 2011. 23 gange har han vundet en World Cup-konkurrence. Individuelt har en enkelt guldmedalje fra både OL og VM. Vandt Firebakketurneringen i 2010/11. Stoppede karrieren i september 2014.
13. Armin Kogler, Østrig
Blev nummer to i den samlede World Cup i 1979/80, som var World Cuppens første sæson. I de efterfølgende to år vandt han. I 1982 vandt han guld ved VM på den lille bakke og bronze på den store. I 1979 snuppede han en overraskende sejr ved VM i skiflyvning.
14. Andreas Felder, Østrig
Var på toppen i 1980erne og begyndelsen af 1990erne, hvor han trods mange store præstationer stod i skyggen af Jens Weissflog og Matti Nykänen. Hans største individuelle resultater var VM-guld på den store bakke i 1987 samt sejren i den samlede World Cup i 1991. Vandt i alt 25 World Cup-konkurrencer. Vandt desuden VM-guld i skiflyvning i 1986.
15. Toni Innauer, Østrig
Blev ved en konkurrence i Oberstdorf i 1976 den første til at få fem gange 20; maksimum på karakterskalaen. Siden har kun fire andre præsteret det. Samme år vandt han OL-sølv på den store bakke, og fire år senere vandt OL-guld på den lille bakke.
16. Espen Bredesen, Norge
Havde et par forrygende år midt i 1990erne. I 1993 blev han individuel verdensmester på den store bakke, hvor det også blev til norsk guld i holdkonkurrencen. Året efter vandt han OL-guld på den lille bakke og sølv på den store. I 1993/94 vandt han den tysk-østrigske Firebakketurnering samt ikke mindst den samlede World Cup.
17. Sven Hannawald, Tyskland
Skabte en del opmærksomhed, fordi han var en af de første skihoppere, der var ekstrem tynd. I 2001/2002 blev han den første nogensinde til at vinde alle fire konkurrencer i Firebakkturneringen. Kunne være blevet en af historiens største, men stoppede karrieren allerede i 2005, fordi han blot 20 år gammel følte sig udbrændt. Vandt sølv på den lille bakke ved VM i 1999 og OL 2002. Vandt også tre OL- og VM-guldmedaljer i holdkonkurrencer. I skivflyvning blev han individuel verdensmester i både 2000 og 2002. Opnåede to andenpladser i den samlede World Cup, hvor det blev til sejr i 18 konkurrencer. Vandt World Cuppen i skiflyvning i 1998 og 2000.
18. Hans-Georg Aschenbach, DDR
Vandt guld på begge bakker ved VM i 1974. Ved OL to år senere vandt han guld på den lille bakke ved OL. I 1973/74 vandt han den tysk-østrigske Firebakketurnering. Har siden udtalt, at han tog doping, mens han var på toppen. Vandt VM-guld i skiflyvning i 1973.
19. Josef Bradl, Østrig/Tyskland
Stillede oprindeligt op for Østrig, men da landet blev annekteret af Nazi-tyskland i 1938, stillede han frem mod 2. verdenskrig op som tysker. I 1939 blev han verdensmester på den store bakke. På grund af 2. verdenskrig gik han glip af muligheden for succes i flere år. Men i 1952/53 blev han den første vinder af Firebakketurneringen. Tilbage i 1936 var han den første til at hoppe længere end 100 meter.
20. Kamil Stoch, Polen
Var sidste sæsons helt store skihopper. Vandt to individuelle guldmedaljer ved OL i Sochi, og sidst på sæsonen sikrede han sig så også den samlede World Cup-sejr. Er p.t. oppe på 13 World Cup-sejr - og der kommer helt sikkert mange flere. Ved VM vandt han guld på den lille bakke i 2013, hvor det også blev til bronze i en af holdkonkurrencerne.
21. Kazuyoshi Funaki, Japan
1998 var hans største år, hvor det blev til OL-guld på den store bakke samt OL-sølv på den lille bakke og i holdkonkurrencen. Desuden blev det til en andenplads i den samlede World Cup og VM-guld i skiflyvning. I 1999 blev han verdensmester på den lille bakke.
22. Toni Nieminen, Finland
I 1991/92 vandt han Firebakketurneringen og dernæst den samlede World Cup. Ved OL i Albertville i 1992 vandt han guld på den store bakke, bronze på den lille og guld i holdkonkurrencen. Han var dengang blot 16 og et af tidernes største talenter, men havde efterfølgende enormt svært ved at fastholde motivationen og leve op til de enorme forventninger. Vandt i alt ni World Cup-sejre, og kun en af dem kom i hus senere end 1992, nemlig i 1995. I 1994 var han den første til at bryde 200 metergrænsen.
23. Hubert Neuper, Østrig
World Cuppens første sæson var 1979/80, og her strøg Hubert Neuper til tops som samlet vinder. To år senere endte han på en samlet andenplads. I både 1980 og 1981 vandt han Firebakketurneringen. Vandt OL-sølv på den store bakke i 1980.
24. Jan Boklöv, Sverige
Forandrede skihopsporten med sit V-hop, hvor han sprang, så benene dannede et V, modsat hvad alle andre havde gjort i årtier. Men få år senere blev V-stilen den mest dominerende, fordi man sprang markant længere på den måde, og så betød det ikke så meget, at dommerne ikke gav V-springerne gode karaktere. Men dommerne ændrede også synspunkt og anerkendte stilen, da de fleste var begyndt at bruge den. Jiri Malec fra Tjekkoslovakiet brugte stilen omtrent lige så tidligt som Jon Boklöv, der begyndte at benytte den i 1985. Men det var svenskeren, der var bedst og havde mest succes med den. Så stor succes at han efter sejr i fem World Cup-konkurrencer vandt den samlede World Cup i 1988/89. Den oprindelige bagmand til V-hoppet er polakken Miroslaw Graf, der brugte den helt tilbage i 1969.
25. Veikko Kankkunen, Finland
1964 var hans store år. Lige efter nytår tog han sejren i den tysk-østrigske Firebakketurnering, og få uger senere vandt han både guld og sølv ved De Olympiske Lege i Innsbruck. I 1965/66 vandt han på ny Firebakketurneringen.
26. Toralf Engan, Norge
Ved OL i Innsbruck i 1964 vandt han guld på den store bakke og sølv på den lille. To år tidligere var han blevet verdensmester på den lille bakke, og det var første år, den disciplin var en del af VM. Efter tre sejre ud af de fire mulige sikrede han sig den samlede sejr i Firebakketurneringen 1962/63.
27. Jiri Raska, Tjekkoslovakiet
Vandt guld på den lille og sølv på den store bakke ved OL i Grenoble i 1968. Ved VM i Vysoké Tatry I det nuværende Slovakiet vandt han sølv på den store bakke. I 1971 blev han samlet vinder af Firebakketurneringen. Selv om han ikke vandt eneste af konkurrencerne.
28. Jacob Tullin "Tulla" Thams, Norge
Blev den første olympiske guldvinder i skihop, da han vandt guld på den store bakke i Chamonix I 1924. På samme bakke vandt han to år senere guld ved VM.
29. Ernst Vettori, Østrig
Vandt Firebakketurneringen to gange; i 1985/1976 og 1986/1987. I World Cup-sammenhæng blev det i alt til 15 sejre. Vandt OL-guld på den lille bakke i 1992, hvor han også vandt sølv i holdturneringen. Ved VM vandt han fem medaljer - heriblandt et holdguld i 1991.
30. Sigmund Ruud, Norge
Vandt VM-guld i 1929 og VM-bronze i 1930. Ved OL vandt han sølv i 1928. Er bror til Birger Ruud (nummer tre på listen) og Asbjørn Ruud (vandt OL-guld i 1938). Var sammen med Jacob Tullin "Tulla" Thams opfinder af den såkaldte kongsberger-teknik, der blev brugt frem til 1950erne, hvor Däscher-teknikken blev den mest almindelige. Den er opkaldt efter schweizeren Andreas Däscher, som aldrig vandt en medalje ved OL eller VM.
Har du kommentarer til listen eller dit eget bud på, hvem der har været de bedste, så skriv herunder!