Danmark skal muligvis have ny fanebærer til OL.
Caroline Wozniacki er nemlig blevet skadet og kan derfor ikke være med i den næste FED Cup-landskamp.
Og det kan få konsekvenser for den danske tennisspillers OL-deltagelse, fordi hun dermed ikke opfylder det internationale tennisforbunds, ITF, krav om at have deltaget i to FED Cup-landskampe inden OL.
- Det betyder i yderste konsekvens, at Wozniackis OL-deltagelse er i fare. Jf. retningslinjerne hos det internationale tennisforbund, der også administrerer OL-retninglinjerne, siger Sune Alenkær, der er direktør i dansk tennisforbund, og uddybber:
- Derfor er det nødvendigt at gå ind og ansøge om en dispensation for hende. En ansøgning, vi håber ITF vil se velvilligt på, qua at skaden jo ikke bare har betydning for hendes OL-deltagelse, men også hendes karriere generelt fordi den påvirker hele hendes forår.
Alle sammen triste
Det er altså ikke kun tale om en dårlig tennis-nyhed, men én der kan få negativ betydning for den generelle danske deltagelse ved OL, hvor Wozniacki er et af de store medaljehåb.
- Vi har været i kontakt med folk omkring Caroline, og de er ligeså kede af det, som vi er. Det her er jo ikke bare set med tennisbriller, det er ligeså meget set med danske OL-briller og naturligvis også med personlige konsekvenser. Så vi er alle sammen triste på nuværende tidspunkt, slutter Alenkær.