Anden gang var heller ikke lykkens gang for den danske tennisspiller Caroline Wozniacki.
Lørdag aften tabte hun WTA-finalen ved Dubai Duty Free Championships til ukraineren Elina Svitolina med cifrene 4-6, 2-6.
Dermed blev det til det andet finalenederlag på en uge for danskeren, som i sidste weekend måtte strække ketsjer i finalen ved Qatar Open.
Efter en lige start på første sæt blev Wozniacki brudt, og herfra holdt Svitolina hjem til sætsejr på 6-4.
Flot finale
Begge spillere kæmpede hårdt for hver eneste bold i hver eneste parti. Ingen af dem gav mange lette point væk.
Generelt havde Wozniacki størst problemer i sine egne servepartier, og danskeren virkede også slidt efter to hårde uger med tenniskampe næsten hver dag.
I andet sæt famlede danskeren efter sin stabilitet og lavede flere fejl, som blev kostbare.
22-årige Svitolina fortsatte ufortrødent og hjemtog trofæet efter 6-2 i andet sæt.
Sejren bringer Svitolina op i top-10 på den kommende verdensrangliste, der bliver offentliggjort mandag.
/ritzau/