Barbora Krejcikova er ny vinder af Wimbledon, efter hun har slået italienske Jasmine Paolini i tre sæt.
Med cifrene 6-2, 2-6, 6-4 sikrede den 32-årige tjekke sin anden grand slam-titel og sin første ved Wimbledon.
Paolini var også i finalen ved French Open i juni, hvor det ligeledes blev til en andenplads.
Da Wimbledon præsenterede turneringstræet satte alverdens tennisanalytikere sine krydser ud fra, hvilke spillere der kunne tænkes at gå hele vejen til finalen.
Iga Swiatek, verdens absolutte nummer ét. Aryna Sabalenka og Elena Rybakina, de to tordenslående forhænder. Coco Gauff, det amerikanske håb.
Ons Jabeur, to gange tidligere Wimbledon-finalist.
Ingen af ovenstående var på græsset i dag, hvor Barbora Krejcikova og Jasmine Paolini kiggede hinanden dybt i øjnene med ønske om at forlade banen igen uden tårer på kinderne. Som minimum glædestårer.
Ikke mange havde forventet at se de to i finalen. Jovist, Paolini var da i en grand slam-finale for en måneds tid siden, men i første omgang blev det primært betraget som en one off.
Se bare på sidste års vinder af Wimbledon, Marketa Vondrousova, der røg ud allerede i første runde af årets turnering. Uregelmæssigheder forekommer i moderne kvindetennis.
Tempo på
Tjekkiske Krejcikova, verdens nummer 25, var ikke mødt op på Centre Court med nogen som helst antydning af nervøsitet. Hun havde netop besejret Elena Rybakina i semifinalen, den tilbageværende storfavorit, så hvad kunne dog stoppe hende?
Med en førsteservprocent der nærmede sig de 100, kværnede hun sig igennem første sæt i sådan et tempo, at både Paolini og publikum opfordrede til at slappe lidt af. En finale-billet er ikke billig, der må gerne være lidt for pengene.
Italieneren tabte sin serv umiddelbart efter, hun havde sat den i spil. Krejcikova så på sin modstander med glubske øjne, før hun bankede sig foran 2-0.
Første sæt illustrerede klasseforskel. Og selvom Paolini har spillet sig op som verdens nummer 7, fik man fornemmelsen af, at det tal var blevet sminket.
Efter en halv times spil plus det løse, var Krejcikova færdig med første sæt og manglede kun endnu et af slagsen, før hun kunne kalde sig Wimbledon-mester.
Tiderne skifter
Det ville næsten være for nemt at kopiere ovenstående beskrivelse med omvendte fortegn.
Men andet sæt ville det, at den 163 centimeter høje italiener kom springende op fra sin bænk med en optimisme, som selv Ole Henriksen ville se skeptisk til.
Hvad end der var i drikkedunken, så virkede det.
Hun holdt sin serv, brød sin modstander. Game on.
Når man ser på Jasmine Paolini, afslører der sig ved første øjekast et par varme øjne og en uskyldig fremtoning. Men har man fulgt en lille smule med de seneste par måneder, er det tydeligt, at vi har at gøre med en aggressivitet og en power, de fleste spillere på WTA-touren ville opgive alverden for.
Med knyttede næver, opmuntrende brøl og appelleren til Centre Courts til tider magelige publikum, åd hun sig tilbage i kampen.
Det stod hurtigt klart, at hvis Krejcikova ville have titlen, måtte hun lide for det.
Og lide fik hun lov til.
Paolini dækkede sin bane, som var hun en tiger i sit territorium. Krejcikova skød med løst krødt.
Endnu et servegennembrud og så var billetprisen indtjent for publikum.
Kampen skulle ud i et tredje sæt.
Din tur, min tur
I tredje og afgørende sæt fik man for første gang fornemmelsen af to spillere, hvis nerver begyndte at afsløre sig på samme tid.
Ingen chancer taget i modstanderens serv. Fokus på sin egen.
Første breakbold kom til syne i sættes syvende parti - ejermand Krejcikova. Man kunne næsten ikke forestille sig, at hun ville indløse den? Nu var de jo lige blevet enige om at holde serv.
Da tjekken selv skulle eksekvere, missede hun også. Men kort efter lavede Paolini dobbeltfejl, og man kan vel næsten ikke forestille sig en sødere gave?
Krejcikova med kurs mod titlen.
På få minutter holdt hun sin efterfølgende serv, og så var Paolini presset som aldrig før.
Kunne man mærke det? Ikke tale om. Italieneren var ikke i humør til at tabe to grand slam-finaler i træk.
Men initiativet lå derefter på tjekkiske hænder, og dommeren beordrede friske bolde.
Den 32-årige tjekke havde genfundet ilden i øjnene. Tårerne trængte sig på andetsteds.
Men to tunge server og 30-0 blev afløst af tre fejl og 30-40.
Ved 40-40 blev det tydeligt for enhver, hvor meget den her turnering betyder for en tennisspiller. Hele livet, hele karrieren, uendelige træningstimer, drømme knust og forløst.
Slagene var bævrende, hjerterne bankende.
Men så skete det. Barbora Krejcikova piskede en serv så langt ud i italienerens baghånd, at selv det yderste af ketsjerhovedet ikke kunne komme hende til undsætning.
Wimbledon fandt sin vinder. Og Krejcikova lagde ikke skjul på, hvor meget det betød for hende.