Den forsvarende mester er endnu en gang i Wimbledon-finalen

Carlos Alcaraz spiller sig i Wimbledon-finalen efter sejr over Daniil Medvedev.

Carlos Alcaraz er klar til endnu en Wimbledon-finale.

Spanieren besejrede russiske Daniil Medvedev i dagens første semifinale med cifrene 6-7, 6-3, 6-4, 6-4.

Finalen spilles på søndag, hvor modstanderen bliver enten italienske Lorenzo Musetti eller serbiske Novak Djokovic, som spiller den anden semifinale.

Sidste år vandt Alcaraz finalen i fem sæt over Djokovic.

Carlos Alcaraz har vundet tre grand slam-titler.

Langsom spansk start

Efter næsten to uger med møgvejr i det sydvestlige London skinner solen endelig over Wimbledons Centre Court.

En passende kulisse til to af sportens allerbedste aktører, spanske Carlos Alcaraz og russiske Daniil Medvedev.

Nummer 3 og 5 på verdensranglisten. En duel af rang for de fremmødte tilskuere der for en gangs skyld kunne nyde oplevelsen bag et par solbriller.

Carlitos, det muskuløse vidunderbarn, har notorisk døjet med at komme optimalt fra start i tenniskampe. Derfor var det heller ikke just overraskende, at han blev brudt rent allerede i andet serveparti.

Og selvom han med hiv og sving brød tilbage kort efter, smed han igen sin egen serv væk.

5-2 til Medvedev.

Men man er ikke forsvarende mester for ingenting. Med tunge slag og kvikke stopbolde spillede han sig til seks point i streg, og regnskabet blev bragt i balance.

Ved første øjekast er der ikke mange ligheder mellem de to krigere på græsset. Medvedev uortodoks, ranglet og to meter høj. Alcaraz spændstig, atletisk, ubesværet.

Men én ting har de tilfælles. Aldrig nogensinde kunne de drømme om at overgive sig. Alle bolde kan hentes, alle bolde skal hentes.

Derfor blev første sæt selvsagt også afgjort i en tiebreak.

Her var russeren dog uhyggeligt effektiv og vandt med 7-1 på et splitsekund.

Daniil Medvedev har aldrig vundet Wimbledon, men har en US Open-titel på cv'et.

Der blev skruet på nogle knapper

En spansk tyr er farligst, når den har ryggen mod muren. Og selvom Medvedev ikke er bange for, at tage den ved hornene, kom Alcaraz ud med sådan en kraft, at første sæt hurtigt var glemt.

Et sikkert break og vejen mod andet sæt var asfalteret.

Selvom der var hint af nerver, da den sidste serv skulle sættes, var der aldrig for alvor tvivl om, at spanieren ville gøre det til 1-1.

Her kan du se et af de mest underholdene point fra kampen:

Tredje sæt fortsatte i samme dur. Alacaraz overbevisende, Medvedev vaklende.

Russeren bliver kaldt en blæksprutte, fordi han kan dække hele banen med sine lange lemmer. Men tempoet fra Alcaraz fik spruttens mange arme til at slå knuder på sig selv, og kort efter blev han brudt igen af den 21-årige.

Carlos Alcaraz havde fundet sit niveau, og intet tydede på, at han ville slippe det igen.

Da han skulle serve tredje sæt hjem, var der denne gang ingen nerver. Fire hurtige point og så skulle Daniil Medvedev på toilettet.

Ikke at det hjalp noget, for efter pausen blev han brudt i allerførste parti af fjerde sæt.

Medvedev spillede ikke dårligt, men Alcaraz var ganske enkelt bare bedre.

Det var han også, da det hele skulle afgøres. Spanieren har samtlige slag i sit repetoire. Stopbolde, flugtninger, forhænder og baghænder tunge som beton. Og han bruger dem alle.

Unge Alcaraz satte tempo på, servede sikkert og lukkede kampen med en hammer af en forhånd.

Rejsen mod titelforsvaret fortsætter for spanieren.