Ugers succes kulminerer for Rune med kæmpe finale: 'Noget af det største, der er sket i dansk idræt i 2022'

Tennisspilleren Holger Rune spillede sig lørdag i finalen ved ATP 1000-turneringen Paris Masters.

Holger Rune er klar til karrierens største kamp, når han søndag spiller finale i ATP 1000-turneringen i Paris. (Foto: © Yoan Valat, Ritzau Scanpix)

Opdatering: Holger Rune møder Novak Djokovic i finalen søndag. Det stod klart, efter serberen besejrede Stefanos Tsitsipas i lørdagens anden semifinale.

Det er egentlig canadiske Felix Auger-Aliassime, som ligger i top-10 på verdensranglisten.

Men lørdag var det danske Holger Rune, der spillede som en verdensstjerne.

Den 19-årige dansker udspillede canadieren i semifinalen ved ATP 1000-turneringen i Paris og kunne efter blot én time og 29 minutter sige tak for kampen til sin modstander.

6-4, 6-2 stod der på scoretavlen, og det er næsten ikke til at forstå. I hvert fald ikke hvis man spørger Michael Mortensen, som er tennisekspert hos Discovery.

- Det er fuldstændig surrealistisk. Han fik jo en top-10-spiller til at se helt ordinær ud i store dele af kampen. Han var jo nærmest i vildrede. Han prøvede alt muligt, men Holger Rune havde bare svar på tiltale hver eneste gang, lyder det fra Michael Mortensen.

Felix Auger-Aliassime (højre) fik ikke et ben til jorden, da danske Holger Rune vandt lørdagens semifinale i ATP 1000-turneringen i Paris. (Foto: © CHRISTOPHE ARCHAMBAULT, Ritzau Scanpix)

Holger Rune og Felix Auger-Aliassime mødte hinanden så sent som for seks dage siden. Dengang trak canadieren det længste strå i finalen i ATP 500-turneringen i Basel. Men selvom Rune tabte den kamp, har de seneste fire uger været helt fantastiske for den danske teenager.

Fire ATP-finaler har han spillet sig i, og de seneste 10 dage har han slået fire spillere fra verdensranglistens top-10. Blandt andre den spanske verdensetter, Carlos Alcaraz.

- Det, han har præsterer den seneste tid, er noget af et største, der er sket i dansk idræt i 2022. Det pres, han er under, ikke bare fysisk, men også mentalt, er helt vildt. Og at han har kunne nå at restituere så hurtig de seneste fire uger, det er imponerende, siger Michael Mortensen.

Banker på til verdens top ti

I morgen venter så enten verdensranglistens nummer fem, Stefanos Tsitsipas, eller nummer syv i verden, den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic, i finalen.

Men ligegyldig hvem der står på den anden side af nettet, er Michael Mortensen sikker på, at danskeren har gode muligheder. For den seneste tids resultater har givet Rune kæmpe tro på egne evner.

- Han formår hele tiden at hæve barren for, hvad han gerne vil, og man kan jo se, at når han træder ind på banen, udstråler han en aura, som intimiderer modstanderne. Som Holger spiller for øjeblikket, kan han slå hvem som helst.

Uanset resultatet af morgendagens finale har Holger Rune allerede spillet sig op blandt verdens 15 bedste tennisspillere. En bedrift, det ikke var mange, der troede var muligt, da han begyndte denne sæson som nummer 103. Heller ikke Michael Mortensen.

- Inden denne sæson tænkte jeg, at hvis han kunne komme blandt verdens 50 bedste, så ville det være en stor sæson. Nu banker han jo på til top-10, så det er gået meget hurtigere, end man overhovedet havde kunne forestille sig.

Holger Rune spiller finale søndag klokken 15.00. Du kan følge kampen i tekst her på dr.dk eller se den på TV2 Sport X.