Clara Tauson er kommet flyvende fra start i den prestigefulde grand slam-turnering French Open, og onsdag skal hun forsøge at fortsætte de fornemme takter.
Heldigvis er DR Sportens tennisreporter Kresten Mosbæk fortrøstningsfuld på den unge danskers vegne. Han ser en skarp Clara Tauson, der for første gang længe viser et niveau, der beretter til at gå længere i en grand slam, end hun før har været.
Det er et af de emner, som tennisreporteren behandler herunder i en gennemgang af dagens tre store historier fra French Open.
Tiden er inde, Tauson
Clara Tausons bedste resultat ved en grand slam er tredje runde. Men det skulle gerne snart blive vekslet til noget bedre.
Hvis det skal være ved French Open, kræver det dog en sejr over den 10. seedede lette Jelena Ostapenko, og ifølge Kresten Mosbæk, er det også på tide, at Tauson besejrer en titelbejler i en af de fire store turneringer.
- Clara Tauson skal snart bevise, at det ikke er nok at have en god form i de mindre turneringer. For første gang i lang tid, har hun alle dele og ingredienser til at slå en stor spiller og gå længere i en af de store turneringer
Derfor burde det også kunne lade sig gøre at slå dagens modstander, mener Kresten Mosbæk.
- Hvis vi kigger på rangeringen, så vil Ostapenko være storfavorit. Men niveauet mellem de to er tættere, end man lige går og tror. Det handler mest af alt om, at danskerens rangering er alt for lav i forhold til det reelle niveau, hun viser.
Tausons kamp kan skylle væk
Nok snak om Clara Tausons opgør mod Jelena Ostapenko. Der er nemlig risiko for at kampen slet ikke kommer i gang.
Årets udgave af French Open har nemlig været en af de vådeste, Kresten Mosbæk kan huske. Tirsdag gik det ud over double-turneringen, hvor alle kampe blev aflyst på grund af de store mængder nedbør.
- Nu fik de heldigvis afviklet alle single-kampe i går, så turneringsledelsen er ikke under pres. Men jeg tror ikke, de er lykkelige, når de kigger ind i de næste par dages vejrudsigt. Jeg kan faktisk godt have min tvivl, når jeg lige ser på vejrudsigten, om vi får Clara Tauson i kamp overhovedet, siger Kresten Mosbæk.
Danskerens kamp skal spilles på bane 7, der ligesom de fleste baner ikke er dækket med tag. Til i år har turneringen oprustet og udstyret den næststørste bane, Suzanne Lenglen, med et tag, så der nu er to overdækkede baner, hvor der kan spilles tennis, mens det regner.
Stormøde i vente - på papiret
En kamp, der ikke er i fare for aflysning, er dagens største. Den spilles nemlig på det overdækkede Philippe Chartrier og står mellem verdensetteren Iga Swiatek og den tidligere verdensetter Naomi Osaka, der begge har fire grand-slam-titler på cv'et.
- Iga Swiatek er jo storfavorit til at vinde den her turnering. Hun kommer fra en sejr i Rom og Madrid - de to største turneringer op til French Open. Men på papiret kunne det her have været en finale for tre-fire år siden, og der ville Naomi Osaka have været storfavorit.
Japaneren vendte tilbage til sporten i begyndelsen af 2024. På det tidspunkt havde hun ikke spillet en professionel kamp siden september 2022 på grund af skader og graviditet. Det tog den firedobbelte grand slam-vinder ud af verdenstoppen.
- Det er sådan et brag, jeg vil sammenligne med Rafael Nadal og Alexander Zverev (første runde kamp hos mændene, red.). Det er helt uhørt, at vi har et opgør som det her i de første runder, siger Kresten Mosbæk.
22-årige Iga Swiatek har vundet French Open tre gange og vil gå ind til dagens kamp som storfavorit. Nøjagtig som Zverev var det mod Nadal, der har vundet French Open 14 gange.