Tennisekspert: Wozniacki er i krise

Starten på 2016 har mildt sagt været rigtig skidt for tennisspilleren, Caroline Wozniacki.

Caroline Wozniacki er inde i en mindre spillemæssig krise, mener tennisekspert, Tine Scheuer. (Foto: © Henry Browne, Scanpix)

Det har mildt sagt været en sløj start på 2016 for Caroline Wozniacki. En semi-finale i WTA-turnineringen i New Zealand og to gange exit efter første kamp i henholdsvis Grand Slam-turneringen Australian Open og senest i Ladies Trophy i St. Petersborg.

I turneringen i Rusland tabte Caroline Wozniacki til slovakken Dominika Cibulkova, der er placeret 48 pladser længere nede end danskerens aktuelle placering som nummer 18 på WTA-ranglisten, og det bekymrer Tine Scheuer, der er tennisekspert hos Viasat.

- Hun er inde i en krise, og det er klart, at hun har brug for at komme ud af det her hurtigst muligt. Alle spillere på det her niveau mærke sådan en lille nedtur, men det må gerne snart stoppe, så hun ikke drosler endnu længere ned af ranglisten og måske ikke bliver seedet i nogen af de her turneringer, fortæller hun.

Ond cirkel

De dårlige resultater, som har klistret sig til Caroline Wozniacki i den seneste tid, er med til at sende Caroline ind i en ond cirkel, hvor flere og flere nederlag giver hendes modstandere blod på tanden og tro på, at de kan slå hende.

- Det hænger jo også sammen med, at hun ikke har de her sejre, der skal til for at få selvtilliden. Så det er blevet lidt en ond cirkel, og jeg håber rigtig meget, at hun snart kommer ud af det, tør at slå sig fri, og vise hvad hun egentlig kan, mener Tine Scheuer.

- Caroline er en verdensklassespiller, men det er klart, at hvis der er nogen, der slår hende, så tror de andre måske også mere på, at de kan besejre Caroline, så det smitter selvfølgelig en lille smule af på den dårlige måde.

Top-10-spillet er der et sted

Ikke siden 2008 har Caroline Wozniacki være placeret så dårligt på verdensranglisten, som hun er nu, og det er ikke underligt, når man ser på hendes nuværende spil.

- Spillet er der ikke til at hun kan slå de her spillere, hun får ikke det bedste frem, når hun skal. Jeg synes, hun mangler selvtillid, og jeg synes også, jeg ser en tendens til, at det hun egentlig var rigtig god til, tør hun ikke at bruge i sit spil, vurderer Tine Scheuer.

Selvom Caroline Wozniackis 2015 var en stor skuffelse og starten på 2016 det samme, så er Tine Scheuer ikke i tvivl om, at den danske tennisstjerne nok skal finde tilbage til spillet, der kan sikre hende en placering i den sjove ende af verdensranglisten – i top 10.

- Hun har været der før, ved hvad der skal og har også spillet i sig. Hun har bare ikke rigtig fået det frem endnu. Det ligger der et eller andet sted, det er jeg helt sikker på.