Team Danmark fjerner støtten til dansk tennis

Der var vindere og tabere, da Team Danmark onsdag lagde sig fast på støttekronerne for 2016.

Frederik Løchte Nielsen og Kenneth Carlsen og resten af tennissporten blev blandt taberne, da Team Danmark delte støttekroner ud for 2016. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Tennissporten mister stort set hele sin økonomiske støtte fra Team Danmark i 2016.

Sådan blev udfaldet, da Team Danmark onsdag aften på et bestyrelsesmøde lagde sig fast på støtten for næste år.

Ketsjersporten mister 977.000 kroner - eller 86,7 procent - af sine støttekroner i forhold til i år.

Det betyder, at der blot er 150.000 kroner tilbage, og de penge er møntet på Caroline Wozniackis forberedelser til OL i Rio de Janeiro.

Team Danmark-direktør, Lone Hansen, forklarer, at man har truffet beslutningen på baggrund af en fejlslagen talentsatsning.

- Vi har haft et fælles mål sammen med Dansk Tennis Forbund om at styrke talentarbejdet siden 2009. Det har vi arbejdet målrettet efter, siger Lone Hansen i en pressemeddelelse.

- Men vi må desværre konstatere, at vi i fællesskab ikke har nået målene om at skabe juniorer i top-ti på verdensranglisten eller seniorspillere på vej mod top 100. Det har vi reageret på nu.

- Vi fokuserer derfor nu samarbejdet om Carolines OL-forberedelser, og vi kommer ikke til at samarbejde om talentudviklingen i det kommende år, siger Lone Hansen.

Ud over tennis får blandt andet fægtning, gymnastik og vandski færre støttekroner i 2016.

Vindere og tabere

Til gengæld er der flere penge til sejlsport, skydning, ishockey og orienteringsløb.

Sejlsporten får 745.000 kroner ekstra, så den samlede støtten i 2016 lyder på 9,6 millioner kroner.

Pengene skal blandt andet bruges på at leje lejligheder og lokaler ved lystbådehavnen under OL i Rio de Janeiro. Derudover bliver der penge til at medbringe en kok.

Ishockey får 380.000 kroner mere i støtte i forhold til 2015, og pengene skal hjælpe det mandlige ishockeylandshold til at kvalificere sig til vinter-OL i Sydkorea i 2018.

Bestyrelsen uddelte på mødet i alt 93,4 millioner kroner til 27 forbund for det kommende år.

/ritzau/