På de store linjer har tennisspillet i 2024 været solidt, vurderer 21-årige Clara Tauson selv her ved indgangen til årets French Open, grusgiganten i Paris.
Så ønsket er egentlig bare mere af det samme, giver danskeren udtryk for, inden hun åbner grand slam-turneringen i dag mod Tatjana Maria fra Tyskland.
I år har Tauson både slået den græske stjerne Maria Sakkari, nummer syv i verden, men også spillet lige op med Elena Rybakina og Jelena Ostapenko, som begge er i top-ti på verdensranglisten.
- Så jeg må gå ind til French Open med det håb om, at jeg endnu engang kan vise, at jeg kan spille lige op med de her spillere (de bedste, red.) og forhåbentlig også slå nogle af dem, men jeg tror lige, at jeg skal tage én kamp ad gangen, siger Tauson med et smil.
Præstationerne indikerer dog, at Clara Tauson - efter perioder, hvor stabilitet primært var noget, hun måtte drømme sig til - er ved at finde den rytme, der gør, at potentialet sjældent er til debat.
- Jeg føler, at jeg har fundet lidt mere mit eget spil og især min serv og min forhånd er blevet bedre det seneste stykke tid. Jeg presser spillerne meget med både min serv og min forhånd.
Hun mangler "bare lige det sidste", er fornemmelsen.
- Jeg har vist mig selv i år, at jeg kan spille lige op med de her spillere, så det er bare om at komme op og lege med dem hver uge.
Er serven blevet et supervåben for dig?
- Det tror jeg. Jeg tror også, at der er mange, der lægger mærke til, at den er blevet bedre det sidste stykke tid, siger Clara Tauson, der særligt viste de evner frem under kvalifikationen til Miami Open i marts, hvor hun lavede 25 serveesser i én kamp.
- Jeg laver mange esser i forhold til mange af de andre, men det handler også om, hvordan man sætter resten af pointet op, når bolden rent faktisk kommer i spil, og det synes jeg også, at jeg er blevet bedre til.
- Selvfølgelig kan alt blive endnu bedre, men det er en af de ting, vi har haft meget fokus på, så det er bare dejligt, at det giver pote, siger Clara Tauson.