Skuffet Wozniacki: Jeg vil bare væk

Den tidligere verdensetter i tennis ville helst væk fra presserummet efter nederlaget i anden runde i Doha.

Wozniacki var skuffet efter nederlaget i 2. runde. (Foto: © Fadi al-Assaad, Scanpix)

Caroline Wozniacki ville helst slippe for kritiske spørgsmål, efter at den tidligere verdensetter skuffende blev slået ud af Lucie Safarova i anden runde af WTA-turneringen i Doha.

Wozniacki, som missede tre matchbolde, var tydeligt skuffet, da hun i presserummet skulle evaluere nederlaget på 6-4, 4-6 og 6-7:

- Jeg har bare lyst til at komme væk herfra. Man har ikke lyst til at være her, når man taber sådan en kamp.

- Det er meget skuffende, men jeg må bare op på hesten igen.

De to spillere skiftedes til at have momentum i kampen, men til sidst så det ud til, at Wozniacki ville vinde kampen.

Foran 5-4 i tredje sæt og med tre matchbolde gik det dog galt for danskeren, da Safarova servede partiet hjem.

I tiebreaken havde danskerens modstander overtaget og vandt 7-3.

- Jeg blev bare med at kæmpe, og den følelse, jeg har lige nu, er helt fantastisk, fortæller Safarova om sejren over verdensranglistens nummer fire.

Sidste år kom Wozniacki helt til finalen i Doha, hvor det blev til et nederlag til russeren Vera Zvonareva.

Året har ikke fået den bedste start for Caroline Wozniacki, der i januar måtte forlade Australian Open i kvartfinalen efter et nederlag til Kim Clijsters.

/ritzau/