'Skadelige' konsekvenser fik Wimbledon til at ændre mening og åbne døren for Rusland

Den prestigefyldte tennisturnering byder atter russiske og belarusiske spillere velkommen efter sidste års udelukkelse.

Daniil Medvedev spillede sig fredag i finalen ved Miami Open, og han kan også godt begynde at glæde sig til Wimbledon-turneringen i juli. (Foto: © CRISTOBAL HERRERA-ULASHKEVICH, Ritzau Scanpix)

Frygten for alvorlige konsekvenser fik fredag folkene bag Wimbledon til at åbne en dør, som ellers var smækket eftertrykkeligt i.

Det ville være "skadeligt" for tennis i Storbritannien, hvis man opretholdt uddelukkelsen af russiske og belarusiske spillere fra Wimbledon, hvorfor de modsat sidste år nu igen er velkomne ved verdens største tennisturnering.

Det fortæller Ian Hewitt, formand for All England Club, som arrangerer Wimbledon.

- Det har været en utrolig svær afgørelse. Den er ikke truffet uden en stor grad af omtanke for dem, der bliver berørt af den, siger han til Wimbledons hjemmeside.

- Alle faktorer taget i betragtning er denne beslutning det mest passende for turneringen i år.

Det er en god nyhed for russiske Daniil Medvedev, som fredag aften spillede sig i søndagens finale ved den store turnernig Miami Open, og som sidste år ikke deltog i den engelske turnering.

Men det er en radikal ændring af holdningen fra sidste år, hvor Wimbledon udelukkede alle spillere fra de to lande og meddelte, at det ville være"uacceptabelt", hvis russiske og belarusiske ketsjeratleter dukkede op til turneringen.

Men Storbritanniens så sig nødsaget til at ændre mening, forklarer Jakob Illeborg, International korrespondent for B.T. og bosat i London.

Han hentyder til, at turneringsarrangørerne ATP og WTA truede Wimbledon med at gøre ligesom sidste år og fjerne muligheden for at indtjene point til verdensranglisten ved en række turneringer i England, hvis ikke karantænen blev omstødt.

- Storbritanniens position i tennisverdenen stod på spil, fordi man kunne risikere en form for udelukkelse. Det var en nødvendig beslutning, siger Jakob Illeborg.

Novak Djokovic vandt Wimbledon-turneringen i 2022, men han fik ingen point på verdensranglisten. (Foto: © Matthew Childs, Ritzau Scanpix)

Stod op imod de 'russiske overgreb'

Wimbledon var den eneste af de i alt fire grandslam-turneringer, som valgte at bandlyse spillere fra Rusland og Belarus som følge af invasionen af Ukraine. Men i størstedelen af verdens turneringer var de velkomne som neutrale deltagere.

Ifølge Jakob Illeborg handlede udelukkelsen blandt andet om, at man politisk set ønskede at statuere et eksempel overfor de mange russiske oligarker, som er bosat i Storbritannien.

- Den britiske regering ville vise, at man mente det alvorligt, når man stod op imod de russiske overgreb i Ukraine. Men man var også klar over, at det ikke var en langtidsholdbar løsning, når resten af tennisverdenen ikke gjorde det samme, siger han.

Der var bred politisk opbakning til at sætte hårdt mod hårdt mod Rusland, men omvendt har man også en vis interesse i at fastholde turneringens position som verdens fineste, fortsætter Jakob Illeborg. Derfor fornemmer han en forståelse for ophævelsen af karantænen blandt briterne.

- Wimbledon er så stor og bærende en del af britisk sport, at det er vigtigt, den kommer tilbage på sporet som verdens vigtigste turnering og ikke et show-event, forklarer han.

- Der er en lettelse over, at en form for normalitet nu vender tilbage til en turnering, der definerer sommeren i Storbritannien.

Wimbledon-turneringen er den mest prestigefulde grand slam-turnering på tenniskalenderen. (Foto: © Sebastien Bozon, Ritzau Scanpix)
Wimbledon-turneringen er den mest prestigefulde grand slam på tenniskalenderen. (Foto: © Sebastien Bozon, Ritzau Scanpix)

Verdensranglisten bliver igen retvisende

Det er dog ikke blot en lettelse for den britiske befolkning. Spillerne fra Rusland og Belarus er formentlig også opløftede efter fredagens beslutning.

Perioden på knap et år har været hård og fyldt med had, fortalte Aryna Sabalenka, der er nummer to på kvindernes verdensrangliste.

- Jeg har haft enormt svært ved at forstå, at der er så mange mennesker, der hader mig uden nogen grund overhovedet. Altså, jeg har ikke gjort noget, sagde hun ifølge AFP.

Tennisekspert Peter Bastian kalder turneringens beslutning latterlig. Ifølge ham har det været nytteløst at udelukke de russiske og belarussiske spillere, og den engelske turnerings enegang på området har ikke været god for tennissporten.

- Det er lidt latterligt, at man udelukker dem det ene år, men lader dem spille med det næste år. Situationen i forhold til krigen er den samme som i 2022, siger han.

Men han hilser de nye toner fra London velkomne og tror ikke, at turneringen har råd til at undvære verdensranglistepoint endnu et år.

- Wimbledon var ikke glade, for turneringen havde ikke den tidligere betydning som verdens absolut største og mest prestigefulde turnering.

Belarussiske Aryna Sabalenka kan snart igen trække i det hvide tennistøj og sende sin dommedagsserv henover plænen i Wimbledon. (Foto: © GLYN KIRK, Scanpix Denmark)
Belarussiske Aryna Sabalenka kan snart igen trække i det hvide tennistøj og sende sin dommedagsserv henover plænen i Wimbledon. (Foto: © adrian dennis, Scanpix Denmark)

Ifølge Peter Bastiansen har det været et mærkeligt år i tennisverdenen, og håndteringen af de russiske og belarussiske spillere har fyldt meget,

- Der har været nogle udfordringer, hvor spillere ikke ville sige tak for kampen, mens andre har trukket sig fra turneringer, hvor der har været russere med. Der har været nogle meget uheldige episoder på WTA-touren, som har gjort, at nogle spillere som for eksempel Sabalenka har følt sig udstødt, siger han.

Men det har givet mindst lige så stort et aftryk, at de point som normalt uddeles ved turneringen i London har været fraværende. Det har betydet at eksempelvis Novak Djokovic var ved at ryge ud af verdensranglistens top-10, selvom han vandt den normalt så vigtige Wimbledon-turnering.

Peter Bastiansen ser frem til, at den skævvridning af verdensranglisten forsvinder, og at der til sommer kommer til at være point på spil i Wimbledon.

- Wimbledon er tilbage, hvor Wimbledon skal være. Det er den største turnering for de største spillere, og nu bliver det på lige vilkår, siger han.

- Spillerne får point for at spille tennis, og det giver en verdensrangliste, som passer og er fair.