Rusland udtager karantæneramte Sharapova til OL

Tennisspilleren Maria Sharapova er udtaget til OL af Rusland, selv om hun er karantæneramt på grund af doping.

Maria Sharapova kan trods en positiv dopingtest alligevel se frem til at blive udtaget til den russiske OL-trup. (Foto: © GRIGORY DUKOR, Scanpix)

Maria Sharapova er en af de fire tennisspillere, som Rusland har udtaget til at spille ved OL i Rio.

Det sker, selv om Sharapova er udelukket fra al konkurrence, efter at hun testede positiv for det forbudte stof meldonium.

- Vi vil inkludere Sharapova på holdet, som vi skal offentliggøre 6. juni, siger Shamil Tarpishchev, der er medlem af Den Internationale Olympiske Komité og præsident for Ruslands Tennisforbund, til R-Sport.

Det skriver Reuters.

/ritzau/