Holger Rune er nu blandt de 16 bedste ved grand slam-turneringen French Open.
I lørdagens kamp besejrede Holger Rune slovakken Jozef Kovalik, som ligger nummer 145 på verdensrangslisten, uden de store problemer. Danskeren vandt tredje runde-kampen i tre sæt med cifrene 7-5, 6-1, 7-6.
Kampen blev afbrudt, da første sæt var syv partier gammel, på grund af regnvejr. Efter en god halv times pause kunne de to spillere genoptage dysten, hvorfra Holger Rune var i god kontrol.
I tredje sæt mistede danskeren en smule momentum, men i tiebreaken var han igen skarpest.
- Han løftede sit niveau og gjorde det svært for mig, men jeg er meget glad for, hvordan jeg spillede den her kamp, lød det fra Holger Rune i vinderinterviewet.
I fjerde runde, som svarer til en ottendedelsfinale, venter der danskeren tysk modstand i form af verdens nummer fire, Alexander Zverev. Kampen spilles på mandag.
Regnbyge drillede
Første sæt bød i første omgang ikke på nogen breakbolde. Til gengæld faldt der mere regn, og derfor måtte spillerne holde igen med spillet, mens banen kunne blive fejet en tur, så den igen var klar til at blive spillet på.
Men regnen tog til, og derfor blev kampen afbrudt i en halv times tid.
Da de to spillere igen var på banen, fortsatte de to duellanter med at holde serv. Lige indtil kampens 12. parti ved stillingen 6-5 til Holger Rune. Her tilspillede danskeren sig tre sætbolde. Én var nok, eftersom Kovalik sendte bolden ud over sidelinjen.
Holger Rune vandt første sæt 7-5.
Andet sæt blev indledt med et rent dansk parti, inden Holger Rune tilspillede sig breakbolde i det efterfølgende parti. Kovalik fik afværget den første, men en hård forhånd fra Rune betød ny breakmulighed. Denne gang var den der.
Holger Rune formåede at bryde sin slovakiske modstander nok engang i andet sæt, som danskeren vandt med cifrene 6-1.
Tæt tredje sæt
I tredje sæt fik Holger Rune igen brudt slovakken, men denne gang fik Kovalik svaret igen. Slovakisk break til stillingen 2-2.
Herfra fulgtes de to ad til stillingen 4-4. I tredjes sæts niende parti blev Kovalik nok engang brudt af sin danske modstander, som efterfølgende kunne serve sejren hjem.
Men i stedet for at gøre det, lavede danskeren en dyr dobbeltfejl og blev siden brudt til stillingen 5-5.
Tredje sæt måtte afgøres i tiebreak, hvor danskeren igen viste klassen. Holger Rune var nede med både 0-1 og 1-2, men slog tilbage og vandt 7-2. Det var Holger Runes 16. sejr i tiebreak i år ud af 18 mulige.
Se matchbolden øverst i artiklen.