Norsk servekonge sætter en stopper for Holger Runes franske eventyr

Holger Rune er ude af French Open efter et nederlag til norske Casper Ruud.

Den danske tenniskomet mødte sin overmand sent onsdag aften. (Foto: © CHRISTOPHE ARCHAMBAULT, Ritzau Scanpix)

Hertil og ikke længere for Holger Rune. Eventyret er slut. Danskeren er færdig ved French Open.

I onsdagens kvartfinale fik Holger Rune sin sag for mod norske Casper Ruud.

Grandslam-turneringen havde hidtil været en dans på roser for unge Holger, men imod nordmanden gik det mindre smurt for danskeren, der endte med at tabe med cifrene 6-1, 4-6, 7-6, 6-3.

Casper Ruud, verdens nummer otte, var flyvende i opgøret og servede nærmest fejlfrit kampen igennem. Et niveau, som Holger Rune havde svært ved at matche. Men den unge dansker fik arbejdet sig bedre ind i kampen.

- Jeg startede virkelig godt, men Holger kæmpede godt tilbage og løftede sit niveau, og så fik vi en rigtig hård kamp til sidst, siger Casper Ruud til Eurosport efter kampen.

Til syvende og sidst var nordmanden dog stærkest ud på de sene nattetimer, og derfor er det Casper Ruud, der skal spille semifinale mod kroatiske Marin Cilic, mens Holger Rune må forlade gruset i Paris med tennistasken fyldt med oplevelser og ranglistepoint.

Og også et par fine ord fra sin banemand onsdag aften.

- Holger er blevet meget mere farlig og uforudsigelig. Han spiller frygtløst og går efter de store skud. Han bliver en farlig spiller i de næste mange år, siger Casper Ruud om Holger Rune.

Den danske teenager kom til grandslam-turneringen som nummer 40, men kan i skrivende stund se frem til at rykke frem som nummer 28 i verden efter store præstationer.

Holger Rune havde flere vredesudbrud i løbet af kampen. (Foto: © CHRISTOPHE ARCHAMBAULT, Ritzau Scanpix)

Skidt dansk start på kvartfinalen

Holger Rune fik fra kampens start lov til at smage på nordmandens kvaliteter. Casper Ruud startede med serven og bragte sig foran 1-0 i første sæt. Herefter ventede et maratonparti, hvor danskeren endte med at blive brudt.

Casper Ruud fortsatte dominansen og gav ikke den unge dansker en millimeter forærende. Ruud kom foran 5-0 i partier, inden tredje gang var lykkens gang for Rune, der servede sit første parti hjem.

Lige lidt hjalp det dog. Norske Ruud gjorde straks arbejdet færdigt og tog første sæt 6-1.

I andet sæt fik Holger Rune bedre gang i sit spil. Her fulgtes de to ad i starten af sættet, men ved stillingen 2-2 blev Holger brudt, og derfra trak Ruud fra, hvilket fik danskeren til at brokke sig højlydt.

Men bedst som man troede, at Ruud ville bringe sig foran med 4-2 i andet sæt, brød danskeren ham, hvilket fik publikum til at springe ud i jubel og Holger Rune til at knytte næven.

Danskeren formåede at fastholde momentum og vandt efterfølgende sættet 6-4.

Alt nulstillet efter to sæt, og en Holger Rune med mere tro på tingene. I tredje sæt var niveauforskellen fra første sæt smuldret væk. De to spillere havde styr på deres servepartier, lige indtil Ruud brød Rune til 4-3.

Casper Ruuds server vakte danskeren store problemer i opgøret. (Foto: © CHRISTOPHE ARCHAMBAULT, Ritzau Scanpix)

Det fik den 19-årige dansker dog rettet op på, da han brød tilbage med det samme til 4-4.

Et vigtigt sæt for begge spillere, som endte i tiebreak, hvor Casper Ruud viste sig stærkest og vandt 7-2.

I fjerde sæt var billedet det samme som i de to forrige. De to skandinavere fulgtes ad parti for parti, men ved stillingen 4-3 til Ruud formåede nordmanden at bryde den unge dansker, hvorefter han kunne serve sejren hjem.

Det er første gang Casper Ruud spiller sig i en semifinale i en grandslam-turnering.