Klasseforskel: Wozniacki cruiser videre i French Open

Caroline Wozniacki kørte fuldstændig hen over sin spanske modstander og spillede sig videre i Paris.

Caroline Wozniacki havde ingen problemer i anden runde af French Open. (Foto: © Eric Feferberg, Scanpix)

Der var markant klasseforskel, da Caroline Wozniacki onsdag spillede sig videre til tredje runde i French Open.

I et opgør, der næsten udviklede sig til en træningsforestilling for danskeren, vandt Caroline Wozniacki 6-1, 6-0 i de to kvinders første turneringsmøde i tennis.

Georgina Garcia Perez var med sin placering som nummer 219 i verden nødt til at spille sig ind i grand slamturneringen via kvalifikationen.

På papiret lød det måske som en let modstander for Caroline Wozniacki, men den 187 centimeter høje spanier er kendt for en usædvanlig hård serv.

Den voldte dog ikke Wozniacki større problemer, end at danskeren brød, første gang hun fik muligheden for det og bragte sig foran 2-0 og siden 3-0.

Spanieren servede igen, men Wozniacki returnerede godt og brød igen til 4-0 og holdt sit serveparti rent til 5-0.

Bedst på alle parametre

Der var klasseforskel i første sæt, og det lignede et såkaldt æg til spanieren, der dog formåede at vinde sin serv i tredje forsøg, inden Wozniacki servede sættet hjem med 6-1 efter 23 minutters spil.

Danskeren var bedst på alle parametre i forhold til rene vindere, uprovokerede fejl og vundne point, og Wozniacki lagde ud med at bryde igen med det samme i andet sæt.

Spanieren leverede bedre modstand, men havde overordentlig svært ved at stille noget op for alvor.

Wozniacki servede sig på 2-0 og brød igen Georgina Garcia Perez og førte 3-0 efter et kvarter i andet sæt.

Det blev også 4-0, og igen brød Wozniacki spanieren og bragte sig foran 5-0. Dermed kunne danskeren så uddele et såkaldt æg, da hun servede andet sæt og kampen hjem 6-0.

Caroline Wozniacki besejrede i første runde Canielle Collins, og i tredje runde skal den danske tennisstjerne møde vinderen af opgøret mellem Alizé Cornet og Pauline Parmentier, der begge er fra Frankrig.

/ritzau/