Kaptajn mangler ansvar fra Wozniacki

Fed Cup-kaptajn Michael Mortensen efterlyser mere ansvar og flere eksperimenter fra Caroline Wozniacki.

Danmark fik en tennislektion, da holdet i Fed Cup tabte 1-2 til Schweiz. Især i doublekampen savnede Fed Cup-kaptajn Michael Mortensen mere ansvar og flere eksperimenter fra Caroline Wozniacki og Mai Grage.

I singlekampene tabte Karen Barbat som forventet, mens Wozniacki vandt en sikker sejr. Så det var i doublekampen, at Danmark skulle sætte ind med en afgørende sejr. Men det endte med et nederlag.

- Holdkampen gik som frygtet. Vi vidste, det ville blive svært. Schweiz er et homogent team med to spillere i top-50 på verdensranglisten. Karen Barbat fik en lektion, jeg håber, hun lærte af, mens Caroline Wozniacki flot præsterede det, hun skulle.

- Jeg savnede indimellem flere eksperimenter i doublen. Man skal turde tage ansvar hele tiden, siger Michael Mortensen i en pressemeddelelse.

Caroline Wozniacki er fortrøstningsfuld forud for fredagens kamp mod Storbritannien, hvor det gælder om at vinde for at undgå at skulle ud i nedrykningskampe.

- Vi har gjort det før, også selvom opgaven på papiret så svær ud. Jeg nyder at være her, jeg nyder at være en del af et hold. De andre piger og jeg gør vores bedste, siger Caroline Wozniacki.

Danmark stiller op i samme konstellation mod Storbritannien, som spillede i nederlaget til Schweiz.