Et møde mellem to gode venner venter, når Holger Rune senere i dag spiller sin anden kamp ved årets French Open i Paris.
På den anden side af nettet står nemlig italienske Flavio Cobolli, som Rune kender helt tilbage fra deres fælles tid på junior-touren.
- Vi har et godt forhold. Vi spiller mange af de samme turneringer, så vi tilbringer meget tid sammen, siger Flavio Cobolli.
Holger Rune stemmer i.
- Vi er gode venner og har trænet sammen nogle gange, så jeg ser frem til kampen, siger han.
Siden juniortiden har de to spillere fulgtes ad - dog uden at have krydset klinger som professionelle.
Det gjorde de til gengæld tilbage i 2018, da en blot 14-årig Holger Rune vandt et højdramatisk opgør i en juniorturnering i Dubai.
Ovenfor kan du høre Holger Rune tale om mødet med Cobolli tilbage i 2018.
- Det var en fuldstændig vanvittig kamp. Han er vist oppe 5-1 i tredje sæt og har matchbolde, og så ender jeg med at vinde. Vi var begge nogle små børn på det tidspunkt, så det er fedt at spille mod hinanden her ved French Open, siger Holger Rune.
Flavio Cobolli husker også tydeligt mødet med den dengang 14-årige danser.
- Vi spillede i Dubai, hvor jeg havde en matchbold, men jeg tabte. Så jeg skal vinde den næste, siger Cobolli med et stort smil.
Stor respekt for danskeren
Holger Runes vej til verdenstoppen har været noget hurtigere end Cobollis, der trods at være et år ældre end danskeren "kun" er nummer 53 i verden, hvilket også er italienerens højeste placering.
Her har Rune været oppe som nummer fire og ligger i skrivende stund nummer 13.
Danskerens imponerende meritter trods den unge alder har også indgydet respekt hos Cobolli.
- Han er en rigtig god spiller, så jeg skal spille en perfekt kamp for at gøre det svært for ham. Men jeg er klar til at kæmpe.
- Jeg vil give hele mit hjerte på banen, og så er jeg bare stolt over at dele bane med ham, siger Cobolli.
Kampen mellem Holger Rune og Flavio Cobolli spilles på bane 14, hvor det er kamp nummer 3.