Frederik Løchte og makker vinder turnering

Den danske tennisspiller vandt turnering i USA og tager et spring på 27 pladser på verdensranglisten.

Frederik Løchte Nielsen vandt i weekenden en turnering sammen med sin svenske makker Johan Brunström. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Frederik Løchte Nielsen og hans makker, Johan Brunström, levede op til deres seedning, da de natten til mandag dansk tid spillede finale ved challenger-turneringen Tiburon Challenger i USA.

Den topseedede dansk-svenske tennisduo vandt i finalen med cifrene 7-6 (7-2), 6-1 over de fjerdeseedede Carsten Ball og Matt Reid.

Modstanderne fra Australien bød på god modstand i første sæt, inden kampen blev mere ensidig i andet sæt.

Overhaler makker

På den seneste verdensrangliste i herredouble, der blev offentliggjort mandag, tager Frederik Løchte Nielsen et spring på 27 pladser i den rigtige retning.

Den 32-årige dansker, der tjente 100 point til ranglisten, er nu nummer 124.

Han overhaler blandt andre Johan Brunström på ranglisten. Svenskeren falder 18 pladser, så han nu er nummer 128.

Sejren ved Tiburon Challenger udløste en gevinst på 3100 dollar, cirka 20.700 kroner.

Sidst i oktober kan Brunström og Løchte i øvrigt blive modstandere, når Danmark tager imod Sverige i Davis Cup i Slagelse.

/ritzau/