Topseedede Rafael Nadal havde torsdag ingen problemer med at fortsætte sin jagt på endnu en triumf ved French Open.
I anden runde mødte den spanske gruskonge Guido Pella fra Argentina, og argentineren fik enorme udfordringer i opgøret, der varede i 65 minutter.
Rafael Nadal vandt kampen suverænt 6-2, 6-1, 6-1, og han er dermed klar til tredje runde, hvor franske Richard Gasquet venter.
31-årige Nadal har aldrig tabt til Gasquet i deres hidtidige 15 møder på tennisbanen, og han ser frem til mødet med franskmanden, som han har kendt længe.
- Jeg er virkelig glad. Jeg spillede mere aggressivt end i første runde, og det glæder mig meget.
- Richard (Gasquet, red.) er en af mine gode venner. Vi har kendt hinanden, siden vi var 11-12 år, så det bliver meget specielt at møde ham på så vigtig en bane (Philippe Chartrier, red.) for min karriere, siger Rafael Nadal efter sejren ifølge AFP.
/ritzau/