'En kriger og et mareridt:' Djokovic slår rekord som mest suveræne verdensetter nogensinde

Med 378 uger som nummer et på verdensranglisten er tennisspilleren Novak Djokovic den spiller som har haft den position længst nogensinde.

Novak Djokovic er nu den tennisspiller i verden, som har været flest uger på verdensranglistens nummer et. (Foto: © HANNAH MCKAY, Ritzau Scanpix)

Mere end syv år i alt. Så lang tid har tennisspilleren Novak Djockovic været nummer et i verden.

Det stod klart da listen i dag blev opdateret, serberen atter var at finde som nummer et for 378. gang. Dermed slår han Steffi Grafs rekord som lød på 377. uger øverst på verdensranglisten.

Djokovic' rekord sætter en tyk streg under serberens plads i tennissens historiebøger. Det mener tennisekspert hos Eurosport Michael Mortensen.

- Hans eftermæle er mejslet i granit, og sammen med Rafael Nadal og Roger Federer har han løftet spillet op på et helt nyt niveau, siger han.

Michael Mortensen er ikke overrasket over, at det netop er Djokovic, der nu kan kalde sig indehaver af rekorden over flest uger på toppen.

- Han er en ener. En spiller som jagter alle rekorder, der kan jages. Han slår den ene rekord efter den anden, siger han.

- Han er skabt af noget helt specielt, også rent mentalt.

Sammen med Rafael Nadal er serberen også indehaver af rekorden over flest vundne grand slams med 22 styk i alt.

I grafikken herunder kan du se samtlige 378 uger serberen har ligget nummer et i verden

En skræmmende modstander

Netop Djokovic’ særlige evne til altid at finde en måde at vinde en kamp på, selv når han ikke spiller op til sit bedste, er det, der gør ham til en frygtindgydende modstander, mener Michael Mortensen.

- Han må være så intimiderende at spille overfor, for han forærer intet væk. Han er en kriger, som må være et mareridt at stå overfor, siger han.

- Han er god til at acceptere, når han ikke spiller, som han gerne vil. Så kan han finde nogle værktøjer, og alligevel sikre sig en runde til, og til sidst står han med trofæet.

Første gang den 35-årige serber toppede verdensranglisten var i juli 2011, i et år hvor han vandt tre grand slams og formåede at vinde 40 kampe i streg.

Siden dengang er der sket meget med den 35-åriger serbers spil, ifølge Michael Mortensen.

- Roger Federer var virtuosen, boldkunstneren. Han var kunstmaleren, der laver mesterværker. Tidligere var Djokovic en malersvend, der kom ind og malede en stor væg. I dag er han også en spiller, der laver smukke penselstrøg og er underholdende at se i aktion, siger Michael Mortensen.