Djokovic gav sejrsinterview... klokken 03 i nat!?

DR's tennisreporter Kresten Mosbæk giver et overblik over søndagens store historier ved French Open.

Novak Djokovic' kamp lørdag aften trak i langdrag. (Foto: © Emmanuel Dunand/AFP/Ritzau Scanpix)

Verdensetteren Novak Djokovic får formentlig lidt tiltængt hvile til stængerne, efter han natten til søndag måtte ud i en lang, dramatisk kamp, før han fik spillet sig videre til fjerde runde i grand slam-turneringen French Open.

Danske Clara Tauson, til gengæld, skal have aktiveret bentøjet, for søndag eftermiddag skal hun stå over for verdens nummer ni, Ons Jabeur

Et stort opgør for den danske tennisspiller, og dem er der mange af søndag, fortæller DR Sportens udsendte tennisreporter, Kresten Mosbæk.

Han giver herunder overblikket over dagens strabadser og store historier fra turneringen i Paris.

Tauson står overfor svær opgave

Clara Tauson er undertippet til kampen mod Ons Jabeur, vurderer Kresten Mosbæk. (Foto: © Thibault Camus/AP/Ritzau Scanpix)

Når Clara Tauson griber fat om ketsjeren og træder ud på gruset i Paris, venter tunesiske Ons Jabeur på den anden side af nettet.

Få spillere er lige så populære som hende, og Kresten Mosbæk forventer derfor også, at hun får publikum på sin side. Og da tuneseren samtidig også har godt styr på spillet på banen, anser tennisreporteren hende som favorit.

- Ons Jabeur er en af de mest populære spillere på WTA Touren. I Tunesien bliver hun kaldt The Minister of hapiness.

- Hun har en personlighed, der gør hende populær, og så har hun en spillestil, der er underholdende. Hun spiller finurlig tennis, siger Kresten Mosbæk.

Djokovic i nattedrama

Novak Djokovic måtte igennem frem hårde sæt, før han trak det længste strå mod italieneren. (Foto: © Emmanuel Dunand/AFP/Ritzau Scanpix)

De fleste tennisfans havde formentlig forladt anlægget i Paris, før serbiske Novak Djokovic natten til søndag fik spillet sig videre til fjerde runde. Og det kan men vel heller ikke for alvor fornægte dem, for verdensetterens kamp mod italienske Lorenzo Musetti trak i langdrag og blev først færdig klokken 03.

Det burde arrangørerne dog kunne have undgået, mener Kresten Mosbæk.

- Det er jo klassisk Novak Djokvic, at han vinder den her kamp. Men at han skal stå og give vinderinterview klokken kvart over tre om natten, virker skørt.

- Man kunne have løst det anderledes. Det ville have været bedre at udskyde et par kampe end at få en kamp afgjort midt om natten. Spillerne skal også igennem så mange procedurer efter kampene, de skal i bad, spise, til medierne og så videre. Novak Djokovic vil sikkert have en følelse af jetlag den næste dag, siger Kresten Mosbæk.

Anden uge skydes i gang

Carlos Alcaraz kan søndag spille sig videre til kvartfinalen. (Foto: © Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix)

Skulle Novak Djokovic dog alligevel få lusket sig ud af sengen og ind på tennisanlægget, kan han se frem til at overvære et par hæsblæsende kampe søndag.

Nu er det nemlig præcis en uge siden, turneringen gik i gang, og med kun 16 kvindelige og mandlige spillere tilbage begynder det derfor at spidse til, fortæller Kresten Mosbæk.

- Det bliver underholdende, og der er allerede i dag en kamp, jeg ser meget frem til. Carlos Alcaraz skal møde Felix Auger-Aliassime, en ung canadier, som har været gennem en hård periode. Han er ved at finde noget af det, der gjorde ham til et navn tidligere. Han slog Ben Shelton 3-0 i sæt, så det her er en kamp om fremtiden, siger Kresten Mosbæk.