Når Clara Tauson senere fredag går på banen til sin tredje runde-kamp mod Sofia Kenin, er det pludselig med favoritværdigheden på sig.
Det fortæller DR Sportens tennisreporter Kresten Mosbæk fra French Open, hvor Holger Runes højdramatiske kamp de sene timer torsdag tager overskrifter.
Turneringsdirektøren har også sat foden ned overfor larmende og utilregnlige tilskuere.
Der er rigeligt at berette om fra den franske grand slam, der for alvor er kommet i gang. Kresten Mosbæk leverer de største overskrifter fra det seneste døgn i Paris.
Tauson er lille favorit mod tidligere grand slam-vinder
Når Clara Tauson spiller sig i tredje runde af en grand slam, er hun som regel ikke favorit. Det stadie er også det længste, hun nogensinde er kommet i en grand slam.
Men det kan der laves om på nu, mener DR Sportens tennisreporter Kresten Mosbæk.
Med torsdagens sejr over Jelena Ostapenko (verdens nummer 11) beviste Clara Tauson, at hun kan påtage sig en lille favoritværdighed i fredagens tredje runde-kamp mod Sofia Kenin, der tidligere har vundet en grand slam.
- Sofia Kenin har tabt virkelig mange kampe på grus i foråret, hvor Tauson har været i en opadgående kurve, som lige nu virker til at kulminere, siger Kresten Mosbæk.
- Jeg synes, at sejren i går var et bevis på, at hun hører til på et helt andet sted på verdensranglisten end, hvor hun er nu. På sine bedste dage er det svært at se mange spillere, som kan hamle op med Clara Tauson.
På et pressemøde med Sofia Kenin inden Tausons kamp mod Jelena Ostapenko, blev amerikaneren spurgt ind til et kommende møde med letten. Det var kun Kresten Mosbæk, der påpegede, at hun også kunne møde danskeren, som det bliver tilfældet fredag eftermiddag.
- Lige pludselig står Clara Tauson i en ny rolle. Hun er gået lidt under radaren og ikke haft så store forventninger på sig. Jeg hørte hende også flere gange i presserummet, at det var et chok for mange, at hun slog Ostapenko. Så hun skal ligesom indfinde sig i en ny rolle fra at være underdog til en, man regner med.
Ingen fulderikker på tribunen
Stemningen på Roland Garros-anlægget i Paris har ikke været den bedste, fortæller Kresten Mosbæk. Det massive regnvejr har lagt en dæmper på stemningen.
Der har også til nogle kampe været dårlig stemning på tribunen, hvor der er opstået kontroverser mellem tilskuere og spillere.
Derfor skabte turneringsdirektøren Amélie Mauresmo overskrifter torsdag, da hun indførte et alkoholforbud på tribunerne.
- Der har været så meget snak om larm fra det franske publikum. Der har både været verdensetteren Iga Swiatek, der har været ude og kritisere det, og den belgiske spiller, David Goffin, som blev spyttet på.
- Det har betydet, at Amélie Mauresmo i går samlede pressen og sagde, at man har lavet et alkoholforbud på tribunerne. Du kan stadig få alkohol og indtage det på anlægget, men ikke ved kampbanerne.
Forbuddet blev indført i løbet af torsdag eftermiddag og var gældende til Holger Runes sene kamp mod Flavio Cobolli, der var et drama til historiebøgerne.
- Lige præcis Holger Runes kamp, synes jeg, var et bevis på, at der stadig godt kan være en vild og crazy atmosfære, selvom der ikke er alkohol på tribunen. Jeg har sjældent oplevet en tenniskamp, hvor der var mere gang i den.
Rune melder sig ind i snakken med vild tiebreak-statistik
Mens overskritfterne om flot tennis ved French Open er blevet skyllet ud med regnvandet, satte Holger Rune med sin dramatiske kamp endelig tennissen på dagsordenen.
- Det var som om, at det hele kulminerede i går, hvor Rune stod tilbage som den allerstørste. De internationale journalister fremhævede den evne, Holger Rune har til altid at levere magiske momenter, særligt i de her afgørende tiebreaks.
- Det var lige præcis sådan en kamp her, French Open havde brug for.
Den 21-årige dansker har da også en glimrende statistik i tiebreaks. I 2024 har Holger Rune vundet 15 ud af 17 mulige. I løbet af de sidste 12 måneder er det kun Novak Djokovic, der har en bedre statistik.
- Rune spillede en kamp sidste år ved French Open mod Francesco Cerundolo i fjerde runde, som lignede den fra i går. Mange husker også kampen ved Wimbldeon mod Alejandro Davidovic Fokina, som også var en dramatisk kamp. Holger Rune har bare en tendens til at trække sig sejret ud af de her opgør.
Når det så er sagt, så gør præstationerne mod Flavio Cobolli dog ikke Holger Rune til en pludselig turneringsfavorit.
- Det var ikke en kamp, der øger Holger Runes chancer for French Open-sejr. Jeg kan ikke lade være med at tænke frem mod fjerde runde, hvor der muligvis ligger et møde med Alexander Zverev - måske den allervarmeste tennisspiller i verden lige nu.
- Men nu er Rune en, folk taler om. Det var han ikke før kampen mod Cobolli.