Tennisspilleren Caroline Wozniacki er for anden uge i træk klar til finalen i en WTA-turnering.
I lørdagens finale i Dubai skal Wozniacki op mod den syvendeseedede ukrainer, Elina Svitolina. Hun slog overraskende den topseedede tysker, Angelique Kerber, i to sæt i sin semifinale.
Svitolina ligger nummer 13 på verdensranglisten, hvilket er to pladser over Wozniacki. De to har mødtes en gang tidligere. Dengang, i 2016, vandt ukraineren efter tre tætte sæt.
For seks dage siden tabte Caroline Wozniacki finalen i Doha i to sæt til Karoline Pliskova, men lørdag får hun en ny chance for at stryge helt til tops.
Det sker, efter at hun fredag vandt sin semifinale over letten Anastasija Sevastova, der rangerer som nummer 35 i verden. Sevastova blev slået 6-3, 6-4 efter knap halvanden time på banen.
Det er tredje gang ud af lige så mange mulige, at Wozniacki, der er nummer 15 i verden, slår letten med 2-0 i sæt.
Men i modsætning til mødet i US Open sidste år, hvor Sevastova blev udslettet med 6-2, 6-0, fulgte letten godt med fra start.
Hun servede godt, og Wozniacki havde svært ved at vinde boldene, når Sevastova fik førsteserven i spil. Danskeren havde heller ikke problemer i egne partier, og spillerne holdt serv indtil stillingen 4-3 til Wozniacki.
Først i ottende parti blev tilskuerne vidner til en breakbold. Den fremskaffede Wozniacki med en velplaceret baghånd godt fulgt op af en flugtning. På breakbolden øsede Sevastova bolden ud til dansk servegennembrud.
I det efterfølgende parti servede Wozniacki sættet hjem på den første sætbold.
Kampen blev kortvarigt afbrudt af regndråber i begyndelsen af andet sæt, hvor Sevastova igen fulgte med. Dog kun indtil stillingen 2-2, hvor Wozniacki igen tog perfekt vare om en breakbold til føring 3-2.
I det efterfølgende parti kom Wozniacki ned med 0-40, men hun afværgede alle tre breakbolde og tog partiet til 4-2.
Sevastova brød for første gang i kampen til 4-4, men da Wozniacki svarede tilbage med et nyt brud til 5-4, var spillerne lige vidt.
Wozniacki servede efterfølgende kampen hjem på den første matchbold med et servees.
/ritzau/