Alex de Minaur klaskede sig på lårene, mens han brølede op mod publikum.
Den australske tennisstjerne med tilnavnet The Demon var svært tilfreds med sig selv undervejs i sejren på 2-0 i sæt over britiske Billy Harris ved United Cup.
Ved stillingen 1-0 i andet sæt var verdens nummer ni nemlig ude i tovene, da Billy Harris sendte en bold ud for at kysse den modsatte sidelinje. Men Alex de Minaur, der er kendt for at være en slider, løb slaget op, sendte bolden retur, jagtede endnu et drilsk slag fra sin britiske modstander og lobbede den over Billy Harris.
Sidstnævnte fik dog sendt kuglen tilbage mod Alex de Minaur, men hans baghånd kunne ikke få tennisbolden over nettet, og så kunne jublen ellers bryde løs.
Da sejren var i hus, kunne den veloplagte Alex de Minaur da heller ikke lade være med at sende en lille advarsel til sine modstandere.
- Det her er mit gamle jeg. Mine ben er tilbage, alle sammen, jeg er tilbage, sagde han i sit vinderinterview.
Derudover har han hørt og reageret på en særlig kritik, fortsatte han.
- Jeg er dødtræt af, at alle siger, at jeg ikke har en god nok førsteserv, så jeg har gjort mit bedste og forsøgt at blive stærkere, og det har betalt sig, sagde Alex de Minaur.
Hvorvidt det hårde arbejde også kommer udtryk til årets første grand slam-turnering, vil tiden vise. Sikkert er det, at Australian Open venter den 12. januar, hvor Alex de Minaur er at finde i feltet i herresingle.