De franske tennistilskuere ved den store, prestigefyldte grand slam-turnering French Open var onsdag aften vidner til en overraskelse af den slags, der efterfølgende godt kunne kræve en større geninstallation af kæbepartierne.
Her besejrede den blot 17-årige russer Mirra Andreeva nemlig verdens nummer to, belarusiske Aryna Sabalenka, og bookede billet til semifinalen.
Et opsigtsvækkende resultat, som også giver hende status af at være den yngste kvindelige spiller siden 1997 til at nå så langt i en grand slam-turnering.
Hvem havde set den komme? Ikke Mirra Andreeva selv i hvert fald.
- Jeg vil sige, at jeg nok ikke ligefrem havde regnet med at skulle spille semifinale.
- Jeg havde ikke forventet, at jeg skulle spille semifinale, for det var bare en drøm for mig i begyndelsen af turneringen. Men nu skal jeg spille semifinale, så jeg er nødt til at forberede mig på den kamp, sagde hun på pressemødet efter kampen.
Russerens semifinalemodstander, italienske Jasmine Paolini, havde måske heller ikke regnet med, at det ville blive Mirra Andreeva frem for Aryna Sabalenka, hun skulle møde i semifinalen.
Men når man når så langt, har man gjort sig fortjent til det, lyder det.
- Hun er virkelig en dytig spiller. Hun er så ung, men hun er virkelig mentalt robust, og så forsvarer hun rigtig godt. Hun server også godt, så det bliver en hård kamp, siger Jasmine Paolini.
Skal stadig passe sine lektier på
Mirra Andreeva har gjort kometkarriere siden sin debut på kvindernes tennis-tour, WTA Tour, for to år siden.
I de seneste udgaver af Wimbledon og Australian Open nåede hun som bare 16-årig til fjerde runde i begge turneringer, og nu er hun også røget helt op på verdensranglistens 38. plads.
Det betyder dog ikke, at hun ikke har andre pligter end tennis at tage sig af.
Selvom hun allerede som 17-årig rejser verden rundt i jagten på at nå verdenstoppen, kan hun ikke undgå at skulle have skolebøgerne med sig.
- Jeg skal stadig gå i skole, selvom jeg ikke kan lide det, siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Mirra Andreeva og Jasmine Paolini spiller French Open-semifinale torsdag eftermiddag.