Der skal to til en tango og fire til en holdkap. Men der er dog stadig forskellige roller at spille, når en højere enhed er dér, hvor det hele gerne skulle ende.
De vigtigste roller i en svømmeholdkap er den første tur og den sidste tur.
Den første sætter scenen, mens den sidste skal have nerverne til at afslutte det arbejde, de tre andre har lagt i bassinet. At sige, at der er ekstra pres på den første og sidste svømmer, ville være en underdrivelse.
Derfor er det måske ikke så underligt, at ingen af de unge danske svømmere i holdkappen i fire gange 100 meter fri frivilligt ville være den, der startede ballet. Være den første i bassinet.
Men så åbnede holdets mest rutinerede svømmer munden, hende der er vant til ansvaret og presset, der kommer med en OL-guldmedalje. Pernille Blume tog én for holdet og var måske afgørende for, at kvinderne i finalen endte med at vinde bronzemedaljer:
- I morges var der krise over, hvem der skulle starte. Ingen ville faktisk starte, og det skabte en dårlig energi, og der kom dårlig stemning. Jeg havde egentlig ikke noget imod at starte, så jeg sagde ’fint, så starter jeg, piger’, siger Pernille Blume.
De andre piger; Mie Ø. Nielsen, Signe Bro og Julie Kepp Jensen havde nok ikke regnet Blume med i ligningen om den første tur i vandet.
Blume svømmer normalt altid sidste tur, men som den mest rutinerede og ældste på holdet – vel at mærke med sine sølle 24 år – trådte hun i karakter, da de yngre svømmere nervøst trådte vande.
- Jeg er den ældste på holdet, så det var fint, at jeg også tog ansvar, og det lagde måske også et positivt pres på de andre. Det ændrede hele energien på holdet. Så kunne de andre slappe af på en anden måde.
Hårdt at stå på kanten
Og det virkede.
Holdkappen havde kun lige akkurat kvalificeret sig til finalen med samme tid som Polen i indledende heat, og begge mandskaber kom med på yderste mandat.
Heatet blev svømmet uden Pernille Blume, der blev skiftet ind til finalen og gjorde forskellen både på og uden for bassinet.
- Det var virkelig hårdt at stå på kanten og vente på, at Mie svømmede i mål, men det var også rigtig fedt at stå der og tænke ’okay, nu har jeg gjort alt, hvad jeg kan, nu er det bare op til mit hold.’ Det giver en anden holdfølelse, siger Blume
Mie Ø. Nielsen svømmede den sidste danske tur og sikrede bronzemedaljerne.
- Det var nervepirrende at ligge i vandet, og jeg tør ikke tænke på, hvordan pigerne på kanten havde det, siger Mie Ø. Nielsen og tilføjer:
- Vi blev enige om, at vi bare skulle gå ud og have det sjovt, og det blev til en bronzemedalje, og det var så fedt.
De danske svømmere skal i aktion igen i morgen. Du kan se deres konkurrencer på TV 2’s kanaler.