Det meste af Danmark lærte Pernille Blumes navn at kende, da hun svømmede sig til OL-guld på 50 meter distancen ved OL i Rio. Men i går satte hun en tid, der er endnu hurtigere end den, der for to år siden sikrede hende OL-guldet.
I tiden 23,92 sekunder tilbagelagde OL-guldvinderen de 50 meter i svømmebassinet i Rom til stævnet Sette Colli. Og den tid sikrer hende en ny dansk rekord på distancen, der tidligere lød på 24,00 sekunder.
Tiden er også en del under hendes bedste tid til OL på 24,07 sekunder og kvalificerer sig samtidig til at være den sjette hurtigste tid på distancen for kvinder nogensinde. Og hun er den blot 10. kvinde der kommer under de 24 sekunder.
Pernille Blume skal også i vandet ved stævnet lørdag. Og med den gode tid har hun tanket selvtillid frem mod EM i skotske Glasgow, der starter den anden august.