Den danske svømmer Emilie Beckmann var næsthurtigst i torsdagens finale i 50 meter butterfly ved langbane-EM i Glasgow.
Kun den svenske topsvømmer Sarah Sjöström var hurtigere. Hun vandt i tiden 25,16 sekunder. Godt et halvt sekund senere kom Beckmann i mål på andenpladsen.
- Jeg er så glad, at man slet ikke forstår det. Det betyder så meget for mig, siger Emilie Beckmann til DR.
21-årige Beckmann sikrede dermed Danmarks tredje medalje ved mesterskabet.
Med triumfen følger Emilie Beckmann op på sin store succes ved sidste års kortbane-EM, som blev afholdt i Royal Arena i København.
Ved den lejlighed vandt hun også sølv i 50 meter butterfly, mens det blev til en bronzemedalje i 100 meter butterfly. Hun var desuden med til at vinde to holdkapmedaljer.
/ritzau/