Dansk holdkap er klar til VM-finale med bedste tid

Den danske holdkap i 4x50 meter fri var hurtigst af alle i de indledende heat ved kortbane-VM i Canada.

Danske medaljer kan være på vej i Canada. (Foto: © Patrick B. Kraemer, Scanpix)

Der var dansk succes fra start, da de første danske svømmere var i aktion på sidstedagen af kortbane-VM i Windsor i Canada.

Holdkappen i 4x50 meter fri med Julie Kepp Jensen, Mie Ø. Nielsen, Emilie Beckmann og Jeanette Ottesen sørgede for, at Danmark var hurtigst af alle nationer i søndagens indledende heat.

Den danske kvartet svømmede i tiden et minut og 37,38 sekunder, hvilket var syv hundrededele hurtigere end Holland på andenpladsen.

Canada var tredjehurtigst i en tid, der var 53 hundrededele dårligere end danskernes.

Danmark vandt bronze i disciplinen, da VM på kortbane for to år siden senest blev afholdt i Doha i Qatar.

Senere søndag skal kvartetten i 4x100 meter medley med Mie Ø. Nielsen, Matilde Schrøder, Emilie Beckmann og Signe Bro forsøge at kvalificere sig til finalen.

Finaleafsnittet bliver afviklet natten til mandag dansk tid.

Her skal også Jeanette Ottesen i aktion i 50 meter fri, og det samme skal Anton Ørskov Ipsen i 1500 meter fri.

/ritzau/