Suverænt EM-guld til Lotte Friis

Lotte Friis var aldelses suveræn og vandt EM-guld på kortbane i 800 meter fri seks sekunder foran den nærmeste konkurrent.

Lotte Friis vandt EM-guld på 800 meter fri (Foto: © Jens Nørgaard Larsen, Scanpix)

Lotte Friis var aldelses suveræn og vandt EM-guld på kortbane i 800 meter fri i Istanbul. Det er anden gang i karrieren, at Friis vinder EM-guld på distancen.

Hun sejrede i tiden 8.08.02 minutter, som var et stykke fra den verdenrekord hun ellers gik efter, men hele seks sekunder foran spanske Erika Villaecija Garcia, der tog sølvmedaljen. Franske Ophelie Cyrielle Etienne blev nummer tre.

Lotte Friis havde før EM proklameret, at hun gik efter at overtage italieneren Alessia Filippis verdensrekord på 8.04.53 minutter, som Friis var meget tæt på at slå for nylig, men det blev ved forsøget.

Lotte Friis' medalje er den anden danske ved EM, eftersom Mads Glæsner torsdag erobrede bronze på herrernes 400-meter fri.