Bayern München er af mange eksperter udnævnt til favoritter i Champions League i fodbold, men når der i denne uge tages hul på semifinalerne, så kan de sagtens få problemer mod Atletico Madrid. Det forudser i hvert fald Sportsugens panel, som diskuterer styrkeforholdene i semifinalerne: - Jeg vil stadig kalde Bayern for favorit, men Atletico Madrid er nok det bedste kollektiv i toppen af europæisk fodbold i øjeblikket. Nøj, hvor spiller de godt sammen, siger Marco de los Reyes, redaktør på DR Sporten. Og en anden paneldeltager, DR-journalist Henrik Fallesen, er enig:
- Atletico Madrid er måske det hold, der har de bedste muligheder mod Bayern, fordi de er et godt kollektiv og kan nedbryde det spil, som Bayern spiller, mener han. Stor dartuge Ud over Champions League vurderer panelet også ugens topkamp i superligaen, hvor FC København møder FC Midtjylland. Der kigges nærmere på de danske guldmuligheder ved EM i badminton, og så rundes Rusland, hvor Kevin Magnussen levnes en lille chance for at hente årets første VM-point i Formel 1-løbet i Sochi. Endelig sætter vi spotlight på årets store dartbegivenhed herhjemme. I denne uges spilles der Denmark Open i Esbjerg, hvor et stærkt internationale dartfelt er samlet. DR Sportens dart-kommentator Morten Thunø er med i dagens panel og fortæller om den topdart, man kan opleve i det vestjyske senere på ugen.
Hør denne uges podcast ved at klikke her. God fornøjelse!