SPORTSDAGEN Vueltaen afgøres og slaget om Manchester slås

Der er en stor dag i vente, når afgørelsen formegentlig findes i Vuelta A España, mens der også er Manchester-derby.

Der er både cykling og fodbold i verdensklasse på programmet lørdag eftermiddag. Vuelta A España bliver med stor sandsynlighed afgjort, og så mødes to af Englands største fodboldklubber i årets første Manchester-derby.

Der er med andre ord lagt op til en fantastisk sportsdag. DR Sporten giver dig her overblikket over dagens tre vigtigste begivenheder.

Vuelta A España - 20 etape, kl. 12.05, TV2 Sport

Chris Froome hentede for alvor ind på Nairo Quintana i toppen af klassementet, da briten vandt gårsdagens enkeltstart og nu kun er et minut og 21 sekunder efter colombianeren.

I dag skal Froome ud at angribe, hvis han vil vriste førertrøjen fra Quintana, inden den spanske rundtur slutter søndag.

Manchester United-Manchester City, kl. 13.30, 6’eren

Hvem vinder håneretten I Manchester? Det er et af dagens helt store spørgsmål, når de to engelske giganter brager sammen i et vaskeægte rivalopgør.

Kampen er ikke bare et opgør mellem de 22 spillere inde på banen, men også et opgør mellem to af verdens absolut bedste trænere: José Mourinho og Pep Guardiola.

FCK-OB, kl. 16.00, Canal 9

FCK er kommet forrygende fra start I den nye Superliga-sæson, og sidste års mestre er fortsat ubesejrede efter syv kampe. Måske kan Kent Nielsens tropper fra Odense blive holdet, der får stoppet den gode stime for københavnerne, når de to klubber mødes i Parken klokken 16.