Dagen starter med Badminton i Sydkorea, mens dagens største højdepunkt er årets Ryder Cup-turnering. Senere er der To-superligakampe og ishockey.
Korea Open (badminton) kl. 6.00, TV2 Sport
Hvis du er ualmindelige morgenfrisk eller bare kæmpe stor badmintonfan, så kan du allerede inden solen er stået op se Korea Open, hvor Hans Kristian Vittinghus kl. 6.45 dansk tid møder sydkoreanske Wan Ho Son. Senere på dagen kl. 10.00 er to OL-sølvmedaljevindere i ilden. Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl møder det kinesiske par Dongni Ou og Yu Xiaohan. Også Anders Skaarup Rasmussen sammen med Sara Thygesen og Kim Astrup i fælleskab med Line Kjærsfeldt skal i aktion ved Korea Open fredag.
Ryder Cup (golf) kl. 14.30, Viasat Golf
Fredag eftermiddag starter en af golfsportens helt store højdepunkter, når USA’s allerbedste golfspillere dyster mod Europas bedste spillere om Ryder Cup-trofæet og håneretten de næste to år. Europa har haft et fast greb om pokalen de seneste tre gange og skal se, om de for fjerde gang i træk kan løbe med sejren. Der ingen danskere med på banen, men til gengæld er Thomas Bjørn med på sidelinjen som vice-kaptajn.
Superliga, OB – AGF kl. 17.55, TV3 Sport 1
Det kører bare slet ikke for Kent Nielsen og OB for tiden. Holdet fik en 3-0 afklapsning af Brøndby i sidste weekend og har nu tabt de seneste syv kampe i træk og ikke scoret et enkelt mål i de seneste seks. Til gengæld møder de et AGF-mandskab, der også er i en formmæssig svær periode. Holdet har kun vundet én ud af de seneste ni superligakampe og er aktuelt nummer ni, mens OB efter de mange nederlag ligger næstsidst.
Superliga, Silkeborg – FCN kl. 19.40, Canal9
Silkeborg har fået gang i målscoringen, hvor det senest blev til fem mål og en sejr over AaB. Samtidig har Peter Sørensens spillere ikke tabt i de seneste fire Superligaopgør, og der tegner sig derfor et billede af, at kampen mod FC Nordsjælland kan blive yderst spændende. Nordsjælland har nemlig været meget svingende i deres præstationer, hvor de den ene kamp lukker masser af mål ind, mens det den anden kamp er lige omvendt.
Rungsted – Rødovre (Ishockey, mænd) kl. 19.25, TV2 Sport
To af Danmarks bedste ishockeyhold gennem tiderne, Rungsted og Rødovre, har begge fået en fin start på sæsonen. Rungsted ligger med to vunde kamp af to mulige nummer to, mens Rødovre med en enkelt sejr og en sejr i overtime ligger nummer tre. Så selvom det er tidligt i sæsonen, kan man godt tale om en topkamp i Metalligaen.