De fleste havetrampoliner bør efterhånden være sat tilbage på plads. De tagsten, der forvildede sig væk fra deres faste pladser, bør være erstattet. Og lette køretøjer har længe kunnet krydse Storebælt med god ro i gearskiftet.
Stormen ’Gorm’ har lagt sig for længst. Og nu er det blevet tid til at spille den Superliga-kamp, som den rasende efterårsstorm satte en stopper for.
FC Midtjylland – FC København (Fodbold, Superliga)
3+, 20.00:
Ja, spøgelset fra stormen ’Gorm’ viser altså sit ansigt i aften. FC Midtjylland tager imod FC København i en kamp, der måske ikke afgør udfaldet af denne sæsons Superliga, men så i hvert fald kan få væsentlig betydning.
Inden opgøret er der nemlig seks point imellem de to hold. Og en sejr til københavnerne vil derfor være lidt af et dødstød til midtjydernes drømme om at gentage DM-guldet fra sidste år. Omvendt vil en ’Ulve’-sejr åbne totalt op for spændingen i toppen – og bringe FCM op på siden af AaB på Superligaens andenplads.
Kampen er midtjydernes fjerde store af slagsen på to uger – holdet har mødt Manchester United to gange i Europa League og åbnet forårssæsonen i Superligaen mod AaB – og det bliver spændende at se, om det får nogen betydning for træner Jess Thorups startopstilling.
Og selvom FCK ikke nødvendigvis imponerede mod Esbjerg i Parken i weekenden, så blev det til en sejr til hovedstadsklubben, og med udsigten til at kunne sætte en direkte konkurrent af i toppen af Superligaen, vil Staale Solbakkens mandskab helt sikkert være tændt.
Viborg HK - Team Tvis Holstebro (Håndbold, Primo Tours Ligaen)
TV 2 Sport, 18.20
Præcis som FC Midtjyllands fodboldhold har vi her at gøre med to særdeles aktive mandskaber. Og så endda i den seneste tid ofte aktive mod hinanden.
Viborg og Tvis mødtes så sent i mandags i den europæiske pokalturnering, hvor det blev til en sejr til holdet fra Domkirke-byen med to mål. Samlet var det dog Tvis, der gik videre i turneringen, da de havde vundet det første opgør med hele 11 mål.
Men nu gælder det så den hjemlige liga, hvor slutspilspladserne er tæt på at skulle fordeles. Kampen er den tredjesidste i grundspillet, og begge hold ligger lige nu til at ende i top 6 og gå videre til slutspilskvartfinalerne.
Viborg ligger pt. nummer fire med 24 point, og Tvis ligger lige efter på femtepladsen med et point færre.
Rayo Vallecano - FC Barcelona (fodbold, La Liga)
Canal 9, 21.00
Hører man til den type, der lever bedst uden de store overraskelser, kunne aftenens sene, spanske kamp godt være interessant.
Udeholdet FC Barcelona har ikke tabt i sine seneste 34 kampe, og oddsene på, at Rayo Vallecano stopper den stime, er skyhøje.
Sidste gang de to hold mødtes, var det brasilianske Neymar, der fuldstændig stjal showet. Angriberen scorede hele fire gange i Barcelonas sejr på 5-2, der tilbage i oktober bragte holdet op på siden af Real Madrid i La Liga.
Her små fem måneder senere kan Barcelona med en sejr bringe sig hele 12 point foran Real Madrid, der siden sidste efterår har fået ny træner i Zinedine Zidane.