Tårnhøje Nikolaj Markussen vender hjem til den danske håndboldliga til sommer. Markussen har skrevet kontrakt med Skjern Håndbold, hvor han som udgangspunkt skal spille i et år.
Lige nu sidder han godt nok ude med en overrevet akillessene, der også holder ham ude af januars EM-slutrunde. Men når Markussen lander i Skjern til sommer skulle han gerne være skaden kvit.
- Jeg har snakket med flere af spillerne fra landsholdet og selvfølgelig Kasper Søndergaard og Henrik Møllgaard, som kun har rosende ord om klubben. Det er en driftsikker og topprofessionel klub med store ambitioner og en stærk trup. Det glæder jeg mig til at blive en del af, siger Nikolaj Markussen til Skjerns hjemmeside.
- Skjern har hele pakken, og jeg tror, det er et perfekt valg for mig og min kæreste. Jeg har brug for en sikker base efter en turbulent tid med konkurs i Madrid, skiftet til Qatar og en alvorlig skade. Her var Skjern det oplagte valg, siger Nikolaj Markussen.
Nikolaj Markussen, der er 25 år og måler 211 centimeter, er lige nu på kontrakt i El Jaish Handball fra Qatar.