Søndag vandt den tyske skiskytte Erik Lesser sølv på 12,5 kilometers jagtstart i Finland i sæsonens næstsidste World Cup-afdeling.
En stor bedrift, som tyskeren tydeligt er stolt af.
Det kan man se på det sociale medie Instagram, hvor han har delt et jubelbillede med sølvmedaljen om halsen og tyske holdkammerater under armene.
Det minder om et billede fra en hvilken som helst atlet, men det står til gengæld i skærende kontrast til weekendens andre opslag på Lessers Instagram-konto.
Tyskeren har ligesom de fleste skiskytter mange fans i Rusland, men han er ikke overbevist om, at de nødvendigvis ved, hvordan verden ser ud efter den militære invasion af Ukraine. Det fortæller han til det norske medie NRK.
- Jeg tænkte, at jeg vil vise russerne sandheden og ikke kun, hvad de får fra russiske medier, siger Erik Lesser til NRK.
Derfor tog han fat i sin ukrainske kollega Anastasija Merkushyna, der er i Ukraine og ude af resten af skiskydningssæsonen.
De seneste to dage har Merkushyna delt billeder fra det krigsramte Ukraine på Erik Lessers profil.
- Jeg vil vise krige set igennem mine øjne. Det kan være svært at finde og vise sandheden, så jeg bad mine venner om at sende mig billeder taget af dem. Alt vil komme ud på denne profil, skrev Anastasija Merkushyna til det første billede.
De russiske følgere flygter
Den tyske skiskytte Erik Lesser har vundet tre OL-medaljer, er dobbelt verdensmester og under pandemien vandt han også hjerterne hos en række russiske fans.
En af deres store helte, skiskytten Eduard Latypov, var i karantæne i Tyskland, men fik hjælp fra Lesser, der lånte ham en cykel. Den historie faldt i god jord i Rusland, og for en uge siden var omkring 30.000 af Lessers følgere på Instagram russiske.
Efter bare to dage med opslag følger 10.000 af dem ikke længere tyskeren, fortæller han til NRK, men det er han ligeglad med. For det handler om at dele budskabet til så mange som muligt.
- Det betyder ikke noget, hvor mange mennesker i Europa der ser billederne. Det vigtige er, at russerne ser dem, siger han.
Det har de unægtelig gjort. Ukrainske Anastasija Merkushyna har fra kontoen delt billeder af bygninger, der ikke længere står. Missiler, der er landet i huse. Og familiemedlemmer, der sover, hvor end de har følt sig mest sikre.
- Tak til Erik for at give mig lov til at fortælle hele verden sandheden. Ikke den på skærmen, for jeg beder dig om ikke at tro på russisk tv, skriver hun til et opslag.
De russiske og belarussiske skiskytter er blevet udelukket fra al konkurrence på ubestemt tid af Det Internationale Skiskydningsforbund, IBU.
I weekenden runder World Cup-afdelingen i Estland sæsonen af. Da vil tyske Erik Lesser igen sætte fokus på krigen i Ukraine ved at dele sin Instagram-profil, selvom han endnu ikke ved, hvem der skal have adgang til de 152.000 følgere.
Med en række billeder og videoer indsamlet af Anastasijia Merkushyna, hendes venner og familie er det første skridt taget mod at vise russerne det, de kalder sandheden.
På det sidste billede, hvor det ukrainske flag blafrer i vinden, takker hun sin tyske kollega.
- Jeg har ikke ord nok til at beskrive, hvor taknemmelig jeg er for at få hjælp fra Erik (Lesser, red.). Det var den sværeste dag i mit liv, da jeg skulle indsamle disse billeder fra mine nære, står der.