Den brusende fornemmelse af adrenalin og eufori spreder sig i hele din krop. Du har vundet. Og du mærker sejrens sødme.
Den følelse har det norske skakgeni Magnus Carlsen svært ved at genkende. Selvom han lige har vundet VM.
Faktisk er det dét, der er problemet. Fem verdensmesterskaber i træk har Magnus Carlsen nu vundet, og det efterlader ham med følelsen af, at han har sejret sig selv ihjel.
Sejrens sødme er ikke særligt sød længere. Og derfor annoncerede 31-årige Magnus Carlsen tirsdag, at han højst sandsynligt ikke kommer til at forsvare sin VM-titel for en sjette gang.
- For dem, der regner med, at jeg skal spille VM næste gang, så er chancen for, at de bliver skuffede, meget stor, siger Magnus Carlsen i podcasten Løperekka.
- Det har stået klart for mig det meste af året, at denne VM-kamp skulle være min sidste. Det betyder ikke så meget længere, som det gjorde engang. Jeg føler ikke længere, at det positive opvejer for det negative.
Det vil være enden på en skelsættende skakæra. Magnus Carlsen viste sig som skakkens nye vidunderbarn, da han som 13-årig blev den yngste stormester nogensinde. Siden har han opnået den højeste skak-rating i historien og været urokkelig på verdensranglistens førsteplads i et årti.
Carlsen har været så suveræn, at kampen om VM-titlen er begyndt at småkede ham. Da han tirsdag fortalte, at han derfor kan have spillet sit sidste VM, smækkede han dog ikke definitivt døren i. Den står stadig på klem.
Men kun én mand i verden kan få Carlsen til at genoverveje sit VM-forsvar, siger han. Det 18-årige franske supertalent Alireza Firouzja.
Den unge franskmand har indtaget skakscenen med storm det seneste år.
Firouzja har allerede nået verdensranglistens andenplads, og på sin vej dertil slog han Carlsens’ tidligere rekord som den yngste nogensinde til at nå en rating på 2.800.
Derfor ser Magnus Carlsen på Alireza Firouzja som en ny reel trussel, der kan udfordre hans plads på tronen. Og genantænde Carlsens ærekærhed om VM-titlen.
- Det er realistisk, at han kan blive min næste VM-modstander. Og det kan være noget, som virkelig motiverer mig. Det (den nye konkurrence fra Firouzja, red.) motiverede mig allerede under dette VM.
- Jeg har allerede spillet mod ham flere gange, og jeg kan bekræfte, at hans talent er massivt. Hvis han fortsætter sin udvikling, er det tydeligt, at min position som nummer et ikke længere vil være så komfortabel, som den er nu, har Magnus Carlsen tidligere udtalt om den 18-årige franskmand.
Denne december vandt Magnus Carlsen sit femte VM ved at besejre den russiske stormester Ian Nepomniachtchi.
For at den næste VM-duel kan stå mellem Carlsen og Firouzja, kræver det, at franskmanden vinder Det Internationale Skakforbunds kvalifikationsturnering. Den såkaldte Candidates.
Her kæmper otte af verdens bedste stormestre om retten til at udfordre den regerende verdensmester.
- Hvis nogen andre end Firouzja vinder Candidates, er det usandsynligt, at jeg stiller op til det næste VM, siger Magnus Carlsen.
Kandidat-turneringen spilles og afgøres i løbet af 2022.
Skulle Magnus Carlsen droppe VM i klassisk, hvis han ikke får sin drømmemodstander i Firouzja, betyder det dog ikke, at han helt er færdig med skak på topniveau.
- Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke tænker på at droppe skakken. Jeg vil fortsætte med at spille skak. Det giver mig en masse glæde.
Ud over at være forsvarende verdensmester i klassisk skak, er Magnus Carlsen også forsvarende verdensmester i hurtigskak og lynskak.
De klassiske skakpartier kan vare timevis. I sin seneste VM-triumf spillede Carlsen blandt andet et parti mod Nepomniachtchi, som varede syv timer og 47 minutter. Det længste parti i VM-historien.
Men det, mener Magnus Carlsen, er mere udmattende, end det er spændende. Og derfor vil han hellere fokusere på de hurtigere skakformater.
- Allerede under det her VM begyndte jeg at glæde mig til, at jeg skal spille VM i hurtig- og lynskak mellem jul og nytår. VM i klassisk skak var ikke så fornøjeligt, siger Carlsen.
Selvom Magnus Carlsen lige nu ikke har den store appetit på sejrens potentielle sødme ved endnu et VM-forsvar i klassisk skak, er ambitionerne der stadig. Og de er lige så store, som talentet er enestående.
Magnus Carlsen sigter nu efter at blive den første spiller i verdenshistorien til at opnå en skak-rating på 2.900.
- Jeg er meget motiveret for at nå 2.900. Jeg har aldrig haft det som et mål før, fordi jeg følte, det var for svært. Men jeg har hævet min rating lidt til 2.865 lige nu, og jeg føler ikke, det er helt umuligt at nå.
VM i hurtigskak og lynskak spilles i Warszawa og begynder den 26. december.