Der bliver ikke noget med at slukke tørsten i en kold øl udenfor stadion ved det forestående VM i Qatar. Kun hvis den er alkoholfri.
Det oplyser Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, i et opslag på Twitter.
- På baggrund af diskussioner mellem værtslandet og Fifa er det besluttet, at salget af alkohol fokuseres omkring Fifa's fanfestival, andre fandestinationer og steder med licens, hvilket fjerner salget af øl fra stadion-områderne, skriver Fifa.
I skrivende stund er der 33 grader i hovedstaden Doha, hvor samtlige kampe ved VM spilles, men det bliver med vand, sodavand eller lignende, fodboldfansene må pleje væskebalancen i varmen under kampene.
Den danske fodboldfan Kenn Rønning, der skal afsted til slutrunden, fortalte i sidste uge til DR, at han var indforstået med, at slutrunden i Qatar kommer til at skille sig ud i forhold til indtagelsen af alkohol.
- Man kommer ikke til at se så mange branderter vælte rundt i gaderne uanset nationalitet, men der er jo områder, hvor man godt må drikke. Så hvis man har råd til det, kan man jo godt få en øl eller to, sagde Kenn Rønning.
En halv liter øl fra en af Budweisers VM-boder koster 50 qatarske riyal, hvilket svarer til 98 danske kroner.
Budweiser sletter tweet
Oprindeligt var det meningen, at den officielle Fifa-sponsor Budweiser måtte sælge øl i salgsboder udenfor stadionerne startende tre timer før kampstart og indtil en time efter kampstart.
På Twitter skrev Budweiser: "Nå, det her er akavet...". Det opslag er nu slettet igen.
Fifa skriver til gengæld i opslaget, at arrangørerne bag turneringen sætter pris på, at virksomheden bag Budweisers, AB InBev, forståelse og fortsatte støtte til den delte forpligtelse i at servere for alle under VM i Qatar.
Det er flere måneder siden, at det kom frem, at der ikke ville blive salg af alkohol på selve stadionerne.
Normalt er det forbudt at drikke alkohol offentligt i Qatar, men VM-værtskabet har fået landet til at slække på loven.
DBU-direktør: 'Bristet forudsætning'
DR's udsendte spurgte på fredagens presseseance i Qatar direktør i DBU, Jakob Jensen, hvordan han forholder sig til forbuddet mod ølsalg omkring stadioner.
- Jeg er sikker på, at der har været en stor diskussion mellem Fifa, sponsorer og Qatar, men det er ikke en diskussion, jeg har været en del af, siger Jakob Jensen.
Han tror dog ikke, at de manglende øl omkring stadion får indflydelse på opbakningen til de danske spillere.
- Jeg er sikker på, at de danske fans, der kommer, de er så højlydte og kan give så meget støtte, at selv hvis de ikke kan få øl, så skal de nok støtte holdet på bedste vis, siger Jakob Jensen.
- Men jeg er også sikker på, at de er en lille smule ærgerlige over, at de var blevet stillet i udsigt, at de kunne købe øl omkring stadion, og hvis det står til troende, hvad der har været fremme, så er det ikke en mulighed længere.
- Det er ærgerligt for dem, for det er en bristet forudsætning i forhold til, hvad de troede, da de købte billetterne, siger DBU-direktøren.
Jakob Jensen forklarer, at DBU ikke kommer til at handle på meldingen om ølforbud omkring stadionerne ved VM.