Der kan næppe være mange sportsudøvere, der ikke drømmer om at stå øverst på skamlen og med en OL-guldmedalje om halsen.
Men når alt det benhårde arbejde kulminerer, og drømmen forvandles til virkelighed, hvad bliver det næste så?
Det spørgsmål har den danske sejler Anne-Marie Rindom stillet sig selv ad flere omgange, siden hun sidste sommer vandt OL-guld.
Den 31-årige dansker, der triumferede i sejl-kategorien Laser Radial, har både været i tvivl om, hvad næste karriereskridt skulle være, og også om hun overhovedet ville forsøge at forsvare sit OL-guld.
Men i foråret fik Anne-Marie Rindom mere klarhed om fremtiden.
Hun har nemlig sat kryds ud for en ganske særlig sportsbegivenhed næste sommer i Paris - for det "kunne da være det fedeste at forsvare OL-guldet", lyder det.
Inden den danske sejlssportstjerne når dertil, handler det dog først om noget helt andet.
Fra tirsdag til søndag deltager Anne-Marie Rindom i VM i Laser Radial, hvor hun for første gang siden sidste sommer skal konkurrere i den bådtype, hun vandt OL-guld i.
Gense Anne-Marie Rindoms reaktion efter medaljeræset under OL herunder:
Når Anne-Marie Rindom søsætter Laser Radial-jollen langs kysten ved den amerikanske by Houston, bliver det derfor et glædeligt gensyn, fortæller hun.
- Det bliver superspændende at komme tilbage, og jeg glæder mig helt vildt meget. Jeg har jo tilladt mig selv at holde en pause efter OL. Både for at lave noget andet og for at finde ud af, om jeg virkelig savnede det. Jeg har sejlet i samme båd i 12 år, og det er jo hårdt.
Derfor har den lange pause været tiltrængt, fortæller Anne-Marie Rindom. Men et karrierestop har aldrig strejfet sejleren.
- Inderst inde vidste jeg nok godt, at jeg skulle fortsætte, men i og med at jeg ikke meldte noget ud, fik jeg den her pause, siger hun.
- Men jeg tror, at man nogle gange kan blive forblændet af, at der også er mange andre muligheder, og når man så har opnået et stort mål, så kunne det være, man skulle opnå noget andet her i livet.
Ville prøve andre bådtyper
Tiden væk fra Laser Radial-jollen har Anne-Marie Rindom brugt på at lære andre bådtyper at kende.
Sejleren har blandt andet været - og er stadig - en del af et dansk SailGP-hold. Sammen med otte andre sejlere dyster hun her i en professionel sejlsportsliga, hvor de store katamaran-både rammer hastigheder op mod 100 kilometer i timen.
Og læringen, hun har fået med herfra, føler hun, er brugbar i jagten på nye mål.
- Det der med at være på et hold og arbejde sammen med dem for at få båden til at sejle stærkt, det er jo meget anderledes, end det, jeg har gjort. Jeg har jo bare været mig selv og lært en masse ting om mig selv, og om hvordan jeg arbejder og giver plads til andre ved at sejle på en større båd, siger hun.
Nu skal hun derfor omsætte den viden, hun har fået fra SailGP, til sin Laser Radial ved VM i Houston, som er danskeren første stævne i år. Formen er måske ikke, hvad den var under OL i Tokyo - men det er også okay, årets erfaringer taget i betragtning.
- Vi har trænet to måneder siden august, og det er også lidt presset. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er helt tilbage i topform, og det er også okay. For det har været et år, hvor der har været plads til at lave andre ting, siger Anne-Marie Rindom.
Ved VM i Laser Radial, starter tirsdag og varer til og med søndag, skal Anne-Marie Rindom op imod samtlige af de sejlere, der endte i top-10 ved OL sidste år.