Det sker ikke hver dag, at Anne-Marie Rindom bliver talt til af fremmede.
Hun er heller ikke vant til, at forbikørende i trafikken ruller vinduerne ned og råber 'tillykke', når de kører forbi hende. At folk stopper hende for autografer og selfies på gaden.
Men det er trods alt heller ikke hver dag, at en dansk kvinde vinder en guldmedalje ved de olympiske lege - sejlsportens helt store scene.
Ind til for nylig var det ikke sket siden 1996, da Kristine Roug stod øverst på podiet i Atlanta.
Men den 1. august i år skrev Anne-Marie Rindom sig for evigt ind i sportshistorien, da en syvendeplads i sidste sejlads i Tokyo var nok til at sikre hende den samlede førsteplads, og siden har den 30-årige østjydes liv taget en drejning, hun aldrig havde forestillet sig.
- Jeg bliver genkendt nede i Salling, hvor folk pludselig snakker til mig. Det må jeg sige - det har jeg lige skullet vænne mig til. Jeg tager mig selvfølgelig tid til at hilse pænt og smalltalke, for det er et tegn på, at danskerne i meget høj grad har fulgt med i OL den her gang. Det er jo bare superfedt, siger Anne-Marie Rindom til DR Sporten.
- Mon ikke det drama, der udspillede sig, har været med til at gøre det hele endnu mere spændende? Det tænker jeg, siger hun med henvisning til det, der skete i hendes tiende og sidste, indledende sejlads.
Her fik hun sit andet gule flag som en advarsel for noget, der var sket i starten af sejladsen, og det betød, at hun måtte udgå som diskvalificeret. Der blev imidlertid dømt omstart, men her opstod der forvirring, og hun endte med ikke at deltage.
Bagefter fandt hun ud af, at hun gerne måtte have været med, men da var det for sent, og det var en tydeligt frustreret sejler, der kom i land med frygten for, at det nu skulle ødelægge hendes chance for at vinde det hele.
Alligevel lykkedes det som bekendt at hente den samlede sejr to dage senere, hvorfor følelserne fik frit spil, da det hele var overstået.
En rutsjebanetur af de helt store var ovre som kulmination på mange års hårdt arbejde.
Mon de også kom for gratis isbåde?
Siden hun den 6. august landede i Kastrup Lufthavn - side om side med badmintonspilleren Viktor Axelsen, har der været rift om hende fra alle sider. Det er væltet ind med beskeder og forespørgsler på interviews og besøg.
En enkelt fridag er det blevet til siden hjemkomsten. Da tog hun til kombineret 30-års fødselsdag og barnedåb hos en veninde. Det var hendes første sociale arrangement i meget lang tid.
Hjembyen Horsens, hvis sejlklub hun stadig repræsenterer, er ét af de steder, hun har prioriteret at besøge.
Det skete til et arrangement, hvor blandt andre borgmesteren ønskede tillykke, og det var noget helt særligt for hende at stå dér på Torvet.
- Jeg er vokset op i den by, og nu stod jeg dér på en scene og blev lykønsket foran - gætter jeg på - et par tusinde mennesker, selv om de vist kun havde forventet 500. Der blev uddelt gratis isbåde - måske har det trukket lidt ekstra til. Nej - det var vildt, og det største var at se alle de kendte ansigter på tidligere klassekammerater, barndomsveninder og personer, der har støttet mig hele vejen, siger Anne-Marie Rindom.
Bagefter gik turen forbi sejlklubben, hvor hun har brugt en stor del af sin barndom, ungdom og voksne år, og derfor var det vigtigt for hende også at sige tak til folk i netop dét miljø. Ikke mindst sponsorerne.
- Det er deres opbakning, der har gjort det muligt for mig at nå så langt. Dem, der har puttet penge i projektet, og mine nærmeste. Hele turen til Tokyo var noget særligt på den måde, at vi levede i en boble uden ret meget kontakt til omverdenen. Normalt ville man have folk med hjemmefra, ligesom man ville kunne tage på ture og opleve noget undervejs. På den front var OL i Rio og London langt federe end Tokyo, siger Anne-Marie Rindom.
Lukkede ned for sociale medier
I London i 2012 endte Anne-Marie Rindom på en noget anonym 13. plads. Så kom bronzen i Rio fire år senere, og siden er det blevet til store resultater ved både EM og VM.
Hun har sagtens kunnet mærke, hvordan interessen for hende er vokset gradvist i takt med resultaterne.
I Tokyo valgte hun helt bevidst at slette alle apps fra sociale medier på sin telefon, så hun ikke blev forstyrret af notifikationer og beskeder. Med arbejdsdage på 12-14 timer var det nødvendigt med sådan en prioritering, så hovedet kunne få ro og minimum støj udefra.
Et billede slap dog igennem filteret. Det var hendes to træningsmakkere, Anna Munch og Michala Høeg Norsell, der sendte et billede, hvor de græd og krammede hinanden af glæde over Rindoms medalje.
- Det gjorde mig glad. Vi var på træningslejr sammen på Lanzarote op til OL, så jeg har boet dernede sammen med dem i fem måneder hen over vinteren. Vi er meget tætte. Det seneste års tid har virkelig trukket tænder ud, for alt, hvad jeg har foretaget mig, har handlet om min sport, og det kommer det også til fremadrettet. I næste uge er der ro på, men derefter går turen til næste sejlstævne i Frankrig, siger Anne-Marie Rindom.
Lige nu er hun i Aarhus, hvor hun sammen med sine holdkammerater på det danske SailGP-hold er i fuld gang med at forberede sig til et stort event, der finder sted på bugten ud for Aarhus Ø fredag eftermiddag og lørdag.
Man stopper ikke nødvendigvis efter en guldmedalje
I marts kom det frem, at Anne-Marie Rindom sammen med Katja Salskov-Iversen er blevet en del af SailGP-holdet, som hidtil kun havde haft mandlige sejlere i den store og lynhurtige katamaran F50-båd.
Det var blevet besluttet, at alle otte hold skulle have mindst én kvinde med, og Anne-Marie Rindom tog imod tilbuddet om at prøve kræfter med en for hende helt ny bådklasse. Det er i øvrigt ikke første gang, hun skifter bådklasse. Som 17-årig hoppede hun fra europajollen over i laser radialen.
- Jeg gik med til det her, fordi det er spændende og udfordrende at blive en del af noget, hvor jeg er uden erfaring. Jeg har stadig en masse at lære, og der er nye mennesker omkring mig, som jeg skal fungere med. Det glæder jeg mig til.
- Får vi dig at se i laser radial-klassen til OL i Paris i 2024?
- Det ved jeg ikke endnu. Det er klart, at jeg som 30-årig går med tanker om, hvad der skal ske i mit liv. Jeg har det sådan, at selv om jeg nu har vundet OL-guld, bliver det ikke kedeligt at være med. Der er stadig en masse, jeg kan opnå. Viktor Axelsen og cykelrytterne stopper jo heller ikke, fordi de har nået den øverste plads på podiet, siger Anne-Marie Rindom.
- Lige nu kan jeg sige med sikkerhed, at mit fokus ligger hundrede procent på SailGP. Så må jeg se på senere, hvad der skal ske.
SailGP er et årligt, globalt mesterskab, hvor der modsat mange andre sejlssportsstævner bliver dystet forholdsvis tæt på kysterne, så det er mere tilskuervenligt.
Sejladsen på Aarhus-bugten finder sted fredag fra klokken 15 til 16.30 og lørdag fra klokken 13 til 15.30, og der skulle efter sigende være gode muligheder for at få et glimt af de store både, hvis man er på de kanter.
Otte hold er med, og vinderen af mesterskabstitlen i det samlede SailGP kan sætte en million dollars ind på kontoen.
TV2 viser fredagens sejlads fra klokken 14 til 17.