Nogle folk kan du ikke udstå. Andre klikker du med på nul komma fem.
Sidstnævnte eksempel opridser meget godt starten på det nye makkerskab i den danske 49er-båd med Frederik Rask og Jakob Precht.
I august havde de første træning sammen som besætning. I går, søndag, vandt de VM-bronze i Oman.
- Det er virkelig, virkelig fedt. Vi er lige startet sammen for tre måneder siden. At vi kan levere sådan et resultat, var der ingen, der havde troet eller forventet, siger Jakob Precht til DR Sporten.
Derfor blev der også kigget lidt, da den nye duo trådte op på podiet.
- Den norske landstræner kom hen og sagde ’hvad er det, der sker her? Vi har brugt ni år på at komme hertil, og i træder ind efter tre måneder og leverer på den måde', griner Jakob Precht om den konkurrende landstræners sjove udbrud.
At det hele flasker sig på den måde, det har gjort, kommer også bag på både ham selv og makkeren Frederik Rask. Årsagen skal findes i den gensidige respekt.
- Vi har været rigtig hurtige til at finde ind i en rytme med hinanden. Vi har en meget ens mentalitet, om at vi går til det 110 procent. Efter hver træning har vi følt, at vi har rykket os, siger Jakob Precht.
Med tanke på den korte periode, de har sejlet sammen, har fokus ikke været på resultaterne. Nu kan de være svære at ignorere med bronzemedaljen hængende om halsen.
- Resultaterne kommer som en bonus for alt det arbejde, vi laver. Det er processen, vi synes er sjov. At få resultaterne er glasuren på toppen af kagen. Det er noget, man er megastolt over, og som kun giver mere motivation, siger Frederik Rask.
Makkerskab forsinket med fire år
Tilbage i 2017 lå det i kortene, at Frederik Rask og Jakob Precht skulle udgøre besætning i tomandsjollen, men da muligheden for at blive makker med den danske OL-guldvinder fra 2008, Jonas Warrer, sprang Jakob Precht fra.
En beslutning, der ikke var sjov for fire år siden, men som bliver kvitteret med et grin, da der bliver spurgt ind til den efter medaljeoverrækkelsen her i 2021.
- Det var hårdt for mig dengang, men når vi står her med en bronzemedalje til VM, tror jeg, at det var det helt rigtige valg på det tidspunkt, siger Frederik Rask.
Samarbejdet med Jonas Warrer, der i sommer kastede en femteplads ved OL af sig, har været lidt af en 'turbouddannelse', som Jakob Precht selv kalder den.
- Min tid med Jonas har gjort, at jeg står et helt andet sted med nogle andre værktøjer. Sandsynligvis også nogle andre værktøjer, end hvis Frederik og jeg var startet med at sejle sammen dengang.
- Det er ikke utænkeligt, at vi kunne være nået op på samme niveau, men jeg tror, at de år, jeg har haft med Jonas, styrker os begge to, siger han.
Målet er medaljer i Paris
Når få måneders samarbejde kan kaste en VM-bronzemedalje af sig, er det fristende at spørge, hvad det på sigt kan føre til.
- Det er de samme tanker, vi har. Vi bliver ved med at kæmpe, og vi kan se mange områder, hvor vi kan udvikle os. Vi har blod på tanden, siger Jakob Precht, der ikke lægger skjul på, at OL i 2024 er et mål ude i horisonten.
- Vi er sat sammen af en årsag. Vi vil op på et podie, når det hedder Paris 2024. Og så er det nogle gode skridt på vejen dertil, vi har taget indtil videre, siger den 23-årige sejler.
Kan I komme nærmere ind på, hvor på podiet I så gerne vil stå?
- Vi har da et mål om, at vi gerne vil stå øverst, siger Frederik Rask.
På ingen tid har duoen slået deres navn fast i den internationale sejltop, og derfor er de, ifølge dem selv, på nuværende tidspunkt det varmeste bud på en dansk 49er i Paris om tre år.
- Lige nu har vi bukserne på, men udvikling og form er svær at spå om. Fordi vi er stærke lige nu, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at vi er stærke om to år, når de, der skal med til OL, bliver valgt, siger Jakob Precht.
Til daglig træner han og Frederik Rask i Aarhus med de to andre 49er-par bestående af Daniel Nyborg og Sebastian Wright samt Joakim Salskov Iversen og Markus Nielsen.
- Man skal ikke glemme, at de to andre par er vores træningspartnere. At vi kan have en god gruppe sammen, styrker os helt vildt. Så vi må have som mål at gøre hinanden så gode som muligt, og så må vi se i sidste ende, siger Frederik Rask.
Næste år kan de tre danske 49er-par udnytte hjemmebanefordelen, når EM 2022 afholdes i Aarhus.