'Det har været en hård uge': Sygdom udfordrede skuffet Rindom ved VM

Laser Radial-sejleren Anne-Marie Rindom slutter VM på en samlet fjerdeplads.

Anne-Marie Rindom lå til en bronzemedalje inden fredagens sejlads (arkivfoto). (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Det lykkedes ikke Anne-Marie Rindom at genvinde VM-guldet fra sidste år, da der natten til fredag dansk tid blev sejlet finalesejlads i Laser Radial i Melbourne.

Den danske sejler havde en rigtig dårlig dag på vandet på VM's sjette og sidste dag, hvor hun sejlede sig væk fra podiet og slutter VM på en samlet fjerdeplads.

- Jeg er skuffet. Det er altid ærgerligt at ende lige uden for podiet, siger Anne-Marie Rindom og tilføjer:

- Det har været en hård uge, hvor jeg har været syg, og mange ting er ikke gået, som de skulle.

Stævnet i Melbourne har været plaget af dårligt sejlvejr, der har betydet, at flere sejladser er blevet aflyst undervejs. VM's sidste dag blev også offer for vejret, og der blev kun gennemført en enkelt af de tre planlagte sejladser.

Her fik Rindom sit hidtil dårligste resultat ved VM, da det blot blev til en 38.-plads, og dermed faldt danskeren en plads tilbage i det samlede felt, hvor hun ellers inden finaledagen lå til en bronzemedalje.

Rindom fortæller, at hun kort inden VM blev syg. De første sejladser blev afviklet under milde vindforhold, og dér mærkede hun ikke det store til sygdomme, men da først vinden begyndte at tage til, blev hun udfordret:

- Det dårlige vejr betød, at vi fik rykket nogle sejladser, som så skulle afvikles tæt efter hinanden, og det var ret hårdt. Og lige da vi skulle til at sejle tre sejladser om dagen, fik jeg halsbetændelse, så det har været lidt op af ad bakke, siger den danske sejler.

Hollandsk dominans på podiet

Den hollandske sejler Marit Bouwmeester blev verdensmester, ligesom hun blev det i 2011, 2014 og 2017.

Bouwmeester landsmand Maxime Jonker fik sølv i Melbourne, mens nordmanden Line Flem Høst tog bronze for næsen af Rindom.

Finalefeltets anden dansker, Anna Munch, blev nummer 41 på fredagens sidste sejlads og slutter VM på en samlet 33.-plads.

Anne-Marie Rindom har vundet VM-guld i både 2015 og 2019, mens hun i 2016 og 2018 tog bronze.

/ritzau/