Danske sejleres 'kollektive nedsmeltning' giver nervøsitet inden OL

Danmarks bedste sejlere i 49er, 49erFX og Nacra 17-klasserne leverede så dårlige resultater ved EM, at det skaber nervøsitet hos både sejlere og forbund frem mod OL.

Ifølge Dansk Sejlunion var det " ekstremt udfordrende at holde fokus i den lette luft" ved EM i Portugal. (Foto: © Joao Costa Ferreira, PROWMEDIA 2023)

47, 49, 59, 64, 69, 77, 81, 84.

Sådan lød slutplaceringerne for de otte danske 49er-besætninger, der stillede til start ved EM i portugisiske Vilamoura i weekenden.

Og det er ikke ligefrem resultater, der vækker opsigt i en stolt sejlsportsnation som Danmark. I hvert fald ikke med positivt fortegn.

- Det var ikke tilfredsstillende. Vi endte et sted i feltet, hvor vi overhovedet ikke hører til. Og derfor var det bare virkelig dårligt, siger Nikolaj Buhl til DR Sporten.

Buhl sluttede sammen med sin makker Daniel Nyborg som nummer 47 ved et europamesterskab, der fra start til slut bød på relativt roligt vejr.

- Det var en kollektiv nedsmeltning. Selvom vi sejler dårligt, og det er let vind, så skal vi stadig ikke blive nummer 47. Så skal vi kunne håndtere at sejle med i top 25 som minimum. Vi har underpræsteret, så det er ikke en undskyldning med vinden. Det er virkelig ringe, siger Nikolaj Buhl.

Også sportschefen hos Dansk Sejlunion, Thomas Jacobsen, var efter eget udsagn "rystet" over udfaldet af EM.

- Når vi har sejlere, som vi havde en forventning om at se helt oppe i toppen, som pludselig ligger nede i 50’erne og 60’erne, så står man fandeme og tænker, ’okay, det har vi vist ikke haft nok fokus på, det her,' siger Thomas Jacobsen.

- Jeg tænker meget på, hvordan vi som organisation kunne have gjort noget anderledes for at være bedre forberedt på den lette vind.

På kvindesiden, i 49erFX, gik det en smule bedre, selvom resultaterne også her var under vanlig standard. Her sejlede Johanne og Andrea Schmidt en 15.-plads i hus, mens de øvrige danske besætninger blev nummer 17, 35 og 46.

Johanne og Andrea Schmidt (tv.) sikrede det bedste danske resultat ved EM i Portugal. (Foto: © Joao Costa Ferreira, PROWMEDIA 2023)

Bekymrende OL-takter

EM i Vilamoura blev afviklet i forhold, som langt fra ligner dem, som de danske sejlere kender fra Danmark. For forholdene var efter Thomas Jacobsens udsagn 'meget lette'.

Det betyder, at der stort set ikke var en vind, der rørte på sig. Og det er som bekendt problematisk, når man dyrker sejlsport.

- Nu kan det godt lyde som en undskyldning, men det vil jeg egentlig ikke bruge det som. Jeg vil bare kommentere på, at vi har trænet ganske lidt under de forhold, som der blev sejlet under til EM, siger sportschefen i Dansk Sejlunion.

Men forholdene ved EM var samtidig en forsmag på det, der kan vente ved OL i Frankrig næste sommer. Så der er grund til at tage den lette vind seriøst.

- Man skal altid være lidt nervøs på danskernes vegne, når der skal sejles i helt let luft. Det kan jeg godt sige allerede nu. Det kan meget vel blive meget, meget let luft i Frankrig. Det kan det. Det har vi set masser af gange. Den præmis kender vi, og det skal vi træne.

- Det er røvsygt at træne i sådan noget let vejr, men det er et vilkår, hvis vi skal konkurrere med de sejlere, der er født for eksempel i Middelhavet og kender det ekstremt lette vejr, siger Thomas Jacobsen.

Også 49er-sejler Nikolaj Buhl anerkender, at det sløje EM-resultat bør være et slags wakeup-call.

- Vi mangler noget generel træning i let luft. Og for mit holds vedkommende skal vi også tabe os for at blive bedre i de forhold. Simpelthen, siger Buhl.

OL-udtagelse skaber ekstra pres

EM i Vilamoura fungerede samtidig som den første del af den danske OL-udtagelse. De danske besætninger kæmper det næste halve års tid direkte mod hinanden om de danske nationspladser ved OL.

Resultaterne fra EM lægges sammen med resultaterne fra det VM, der venter i det nye år. Og herefter udpeges de danske OL-deltagere i de pågældende sejlklasser.

De danske sejlere kæmper en intern kamp om at få lov til at repræsentere Danmark ved OL til sommer. (Foto: © Joao Costa Ferreira, PROWMEDIA 2023)

Og det faktum lægger ekstra pres på atleterne efter det skuffende EM, men det er der en grund til, forklarer Thomas Jacobsen.

- Vi har lagt en intern OL-udtagelse ned over sejlerne. Det vil sige, at vi lægger maksimalt pres på situationen følelsesmæssigt. Det pres fylder rigtig meget hele vejen rundt. Mest hos de etablerede besætninger, som man forventer præsterer godt, siger Thomas Jacobsen.

- Hvis vi udelukkende ville have et godt mesterskabsresultat, så skulle vi lade være med at lave sådanne krumspring som forbund. Men vi synes faktisk, det er et godt krumspring, fordi det også er med til at foregribe situationen ved OL. Hvor man får det her ekstreme selvgenererede forventningspres, så det er også lidt en test på det.

VM for 49er-klasserne bliver afholdt på Lanzarote i starten af marts 2024.

Sejlsportskonkurrencerne ved OL bliver afholdt ud fra Marseilles kyst til sommer.