Danske OL-bejlere får en skidt start på VM-sejladser

49erFX-sejlerne Ida Marie Baad og Marie Thusgaard tyvstartede og fik en skidt start på VM i Australien.

I 2016 gik Ida Marie Baad og Marie Thusgaard glip af OL og stoppede for en stund karrieren i skuffelse. I denne uge kan sejlerduoen endelig indløse OL-billet. (Arkivfoto) (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

De danske sejlere Ida Marie Baad og Marie Thusgaard kan endegyldigt sikre OL-deltagelse ved VM i Geelong i Australien, men tirsdag fik de en skidt start på mesterskabet.

Efter at mandagens sejladser var blevet aflyst på grund af blæst, kom danskerne tirsdag på vandet. I en af de tre sejladser begik duoen en såkaldt hård tyvstart, mens de i de to øvrige blev nummer fem og syv.

En hård tyvstart betyder, at hele feltet kaldes tilbage, og sejlerne ikke kan deltage i en omstart. Tyvstarten betyder, at duoen samlet ligger nummer 24.

De to danskere konkurrerer med landsmændene mod Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby om den ene danske OL-billet i bådklassen.

Baad og Thusgaard er i en god position i OL-kampen med et forspring på otte point. Det vil sige, at de kvalificerer sig til OL, hvis de slutter maksimalt syv placeringer dårligere end deres danske rivaler ved VM.

Schütt og Nielsby har fået en bedre start med en samlet sjetteplads efter tirsdagens sejladser.

Har misset OL på marginaler før

Den gode nyhed for Baad og Thusgaard er, at sejlerne kan trække deres dårligste placering fra deres samlede antal point, og derfor får tyvstarten ikke nødvendigvis konsekvenser.

For fire år siden gik Baad og Thusgaard glip af OL-billetten, der i stedet gik til Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen. Det fik dem til at stoppe karrieren for en stund.

Og duoen kender følelsen af, at det kan gå galt i sidste øjeblik.

- Vi er ikke med til OL, før vi er endeligt udtaget. Vi har som bekendt prøvet, at det, der lå lige til højrebenet, gik i vasken, sagde Marie Thusgaard for nylig.

Ved VM deltager danskere også i bådklasserne Nacra 17 og 49er.

Efter de første konkurrencer er Nacra 17-sejlerne Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck på 16.-pladsen, mens Natacha Saouma-Pedersen og Mathias Borreskov er nummer 26.

Michael Hansen og Mathias Sletten ligger nummer 15 i 49er-klassen, mens Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl, Jonas Warrer og Jakob Precht Jensen samt Daniel Nyborg og Sebastian Wright Olsen alle ligger uden for top-30.

/ritzau/