Du skal ikke. Du bør ikke. Du kan ikke. Det kan ikke lade sig gøre. Formaningerne, opfordringerne, de gode råd var klare, da Sara Slott Petersen skulle træffe sin beslutning for godt tre år siden. Valget stod mellem at blive mor eller at fortsætte sin atletikkarriere på eliteniveau. Begge dele kunne ikke lade sig gøre, lød det fra de mange stemmer.
Men hækkeløberen Sara Slott Petersen valgte begge dele. Hun ville bevise over for omverdenen og over for sig selv, at det kunne lade sig gøre både at være mor og at dyrke idræt på højt niveau. Og nu har hun aldrig været bedre som atlet. I denne sæson har hun løbet sig ind i verdenseliten, hvor det foreløbige højdepunkt kom i juli, da hun ved sit første Diamond League-stævne i Paris blev nummer to i 400 m hæk og samtidig satte ny dansk og nordisk rekord.
Verdenklasse-løber
Med tiden 53,99 sekunder forbedrede hun den danske rekord med 0,8 sekunder, slettede den nordiske rekord fra 1986 og hoppede op som nummer tre i verden. Succesen gentog hun ved Diamond League-stævnet i Lausanne, hvor hun snuppede sejren, og dermed blev den første dansker, der vinder ved et Diamon League-stævne.
- Det kom bag på mig, at jeg kunne løbe så hurtigt i Paris. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det var 0,8 sekunder, jeg kunne skære af rekorden. Det er stadig ikke rigtigt gået op for mig endnu. Jeg kan godt huske løbet og følelsen, men fordi det er så nyt for mig, så har jeg brug for nogle flere løb for at overbevise mig selv om, at jeg nu faktisk er en verdensklasse-løber og ikke bare fyldet i en semifinale, siger Sara Slott Petersen.
For den 28-årige Aarhus 1900-atlet er der ingen tvivl om, at opfyldelsen af drømmen om at blive mor har haft afgørende betydning for den succes, hun nyder i øjeblikket. Motivation, fokus, perspektiv og prioriteringer har fået karriere og moderskabet til at gå op i en højere enhed.
- For det første har jeg fået min motivation tilbage. Det, tror jeg, har haft stor indflydelse. I årene op til OL i London var det ikke, fordi jeg manglede motivation, men der var alligevel noget i forhold til min karriere, som kunne være lidt surt. Fornemmelsen af at jeg ikke kunne få lov til at starte en familie - hvilket har været et stort ønske - fordi jeg var i gang med denne elitesatsning, siger hun.
- Jeg havde på det tidspunkt ikke tænkt, at det var muligt at kombinere de to ting. Det var derfor surt at være eliteudøver, også fordi det satte så store begrænsninger på mit liv. Jeg kan se, hvor meget det påvirkede mig nu, hvor jeg ser tilbage. Nu, hvor jeg har en anden tilgang til min træning og en helt anden lyst, en lyst jeg ikke havde de sidste år, inden jeg blev gravid, siger hækkeløberen.
Mange var skeptiske
Det var efter OL i London i 2012, hvor det blev til en semifinaleplads, at tankerne om at få et barn for alvor begyndte at få vægt på en baggrund af overvejelser om, hvordan det kunne hænge sammen med en karriere som elitesports-udøver.
- Det var ikke sådan, at jeg efter London overvejede, om jeg skulle slutte min karriere. Jeg var fast besluttet på, at jeg skulle løbe til OL i 2016, for jeg ved, at man i atletik ikke topper, når man er i starten af 20’erne. Men der var også perioder, hvor jeg var ærgerlig over, og hvor det gjorde ondt inden i at tænke over, at jeg ville blive 30, inden jeg fik mit første barn. Det havde jeg ikke lyst til, siger Sara Slott Petersen, der efter dybe overvejelser besluttede at få sit barn.
- Der var mange, som var skeptiske over for mit valg. Jeg er blevet bedt om at redegøre for det utroligt mange gange, og hver gang har folk sagt, at det virker urealistisk; et barn, der vågner midt om natten, er ikke foreneligt med at være eliteudøver. Der har været mange, der har haft lyst til at fortælle mig, at det er en dum plan, og at det er en egoistisk måde at tænke på, at man vil have det hele, altså at man både vil være eliteudøver og have familie. Og at man er nødt til at vælge, og at jeg derfor skulle vente med at få et barn, fortæller hun.
- Så selvfølgelig har jeg tænkt meget på, om det overhovedet kunne lade sig gøre, også fordi jeg hele tiden har skullet forholde mig til det. Det sidste år har jeg ikke været i tvivl om, at det godt kan lade sig gøre, men det har været en kamp at vise, at det godt kan lade sig gøre. At man som kvinde ikke behøver at vælge, og at man kan lave et både-og. Men at det så kan lade sig gøre i det omfang, som det ser ud til, at det kan lige nu, havde jeg ikke regnet med, siger Petersen, hvis tvivl om, hvorvidt det kunne lade sig gøre, har haft meget fylde.
- Under graviditeten og månederne efter, hvor man blev forpustet af at gå op ad trappen, og hvor alt gjorde ondt i kroppen, tvivlede jeg på, om det overhovedet kunne lade sig gøre at komme tilbage. Og så havde jeg mange opstartsproblemer, der var relaterede til graviditeten, så der var da tidspunkter, hvor jeg tvivlede på, om det kunne lade sig gøre at løbe igen på eliteniveau, siger hun.
Vanvittigt svært
Det var ikke kun problemet med det fysiske, som Sara Slott Petersen dog senere hen fik styr på via nye træningsmetoder og nye behandlere, men også logistikken i at få træningen til at gå op med familielivet, har været en vanskelig opgave for hækkeløberen.
- Det er megahårdt, og det er vanvittigt svært at få det til at gå op. Det er måske ekstra svært i atletik, for hverken jeg eller min træning er professionelle, så det hele foregår som foreningsidræt om aftenen, og det er lige de tidspunkter, man har sammen med sine børn. Det giver nogle udfordringer, og det er et logistik-helvede uden lige. Men jeg har nogle gode forældre, der bor ved siden af Aarhus Stadion, og som hjælper mig med at udleve min drøm. Det er hårdt, men ikke hårdere, end at det kan lade sig gøre, siger hun.
At det kan lade sig gøre har denne sæsons resultater været det bedste bevis på. Tilværelsen er blevet sat i perspektiv, og både menneskeligt og sportsligt er hun nået til et sted, hvor tingene balancerer på en måde, så hun har fået skarpere fokus på banen og mere styrke som menneske.
- Jeg har aldrig nogensinde løbet noget, der ligner disse tider eller været på de placeringer på verdensranglisten, som jeg er nu. Det har sat tingene i perspektiv at få et barn, og det er rigtigt sundt, at man får lov til at være nummer to i sit eget liv. For det kan blive meget snæversynet, egoistisk og kun dreje sig om de egne små ting, man laver, siger hun.
- Tidligere kunne hele ens dag være ødelagt, hvis eksempelvis en træning ikke lige var gået så godt. Men hvis jeg har haft en dårlig træning nu og kommer hjem, så er min dreng stadig glad for at se sin mor. Han er ligeglad, om jeg løber hurtigt eller langsomt. Det er med til at lukke de dårlige træninger ned mentalt, så man er klar til næste gang, man skal træne, siger Sara Slott Petersen, hvis dreng, Tobias, fylder to år til oktober.
- Jeg trækker ikke de dårlige træninger med mig hjem mere, som jeg gjorde tidligere, hvor jeg kunne bruge hele aftener på at analysere og kigge videoer for at finde ud af, hvorfor det gik galt. Har det været en dårlig træning, så skal jeg hjem til et glad barn, og jeg skal i øvrigt huske at købe leverpostej på vejen, og så tænker jeg først på træning næste dag, siger hun.
I morgen står Sara Slott Petersen overfor endnu en milepæl i karrieren. Ved VM i Beijing skal danskeren løbe finale i 400 meter hæk.
Du kan følge med direkte på DR3. Finalen løbes klokken 14.10 dansk tid.
Det ovenstående er et opdateret portræt af Sara Slott Petersen, som oprindelig blev bragt 9. juli.