Der er dannet fælles front mellem Danmark og flere end 30 lande, som mandag eftermiddag har udsendt en fælles erklæring, hvori det kraftigt understreges, at russiske og belarusiske atleter fortsat ikke bør have lov til at deltage i olympiske konkurrencer.
Skrivelsen kommer, efter Den Internationale Olympiske Komité (IOC) luftede idéen om igen at åbne døren på klem, og er en skarp afstandtagen til de overvejelser, forklarer kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
Det gælder også muligheden for, at atleterne stiller op under neutralt flag.
- Man kan ikke bombe civile ukrainere og samtidig forvente at stille op til OL og vinde medaljer, siger kulturministeren til DR.
Siden krigens begyndelse har atleter fra Rusland og Belarus været udelukket, og den ordning ser underskriverne "ingen praktisk grund til at gå væk fra". Faktisk er det fuldstændig utænkeligt, så længe Rusland fortsat fører krig, slår ministeren fast.
Herunder kan du høre kulturministeren forklare, hvorfor russiske og belarusiske atleter skal stå til ansvar for Ruslands invasion af Ukraine:
Uklogt af IOC at ignorere erklæringen
Det er den tredje fælles erklæring, Danmark står som underskriver af, siden russerne i februar 2022 invaderede Ukraine, og dagens udmelding falder som direkte konsekvens af, at Rusland ønsker at deltage ved OL næste år i Paris, lyder det fra ministeren.
IOC har endnu ikke besluttet, hvorvidt de russiske og belarusiske atleter skal kunne deltage under neutralt flag. Står det til de lande, som har underskrevet dagens erklæring, bliver det ikke en mulighed.
- Sport og politik hænger sammen i Rusland. Rigtige mange russiske atleter er talerør for russisk propaganda, for falske nyheder, for falske historier om, hvorfor man har invaderet Ukraine. At acceptere, at de stiller op under neutralt flag til OL, er at acceptere Putins propaganda i hjertet af den internationale sportsånd.
- Det siger Danmark og resten af de lande, der har underskrevet erklæringen, eftertrykkeligt nej til, siger Jakob Engel-Schmidt.
Kulturministeren mener, at det vil være "uklogt", hvis IOC ikke imødekommer de flere end 30 underskrivende landes ønsker og påpeger samtidig, at Frankrig, den kommende OL-vært, også er medunderskriver.
Skulle komitéen ignorere landenes holdning, har Jakob Engel-Schmidt svært ved at forestille sig, at Danmark vil skride til en boykot af legene.
- Jeg synes ikke, at det skal gå ud over danske atleter, hvis IOC træffer den forkerte beslutning, men omvendt foregriber det også begivenhedernes gang.
- Vi er i en situation nu, hvor flere end 30 lande sender et utvetydigt signal til Den Internationale Olympiske Komité, og jeg håber, at de lytter.